Kursfaldene har været små i forhold til de usikkerheder, der tårner sig op.
Det vurderer Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, om den seneste tids kursfald. Selv om aktierne er faldet, skal investorer forberede sig på, at aktierne kan fortsætte ned.
»Efter en periode med kursfald sænker vi nu stemningsbarometeret til gult. Der er indtil videre tale om relativt kontrollerede kursfald – og ikke aktiemarkedspanik her og nu. Kursfaldene har i vores optik været afmålte i forhold til de usikkerheder, der tårner sig op,« forklarer han.
Det er den næstdårligste aktiestemning ud af fire mulige på Sydbanks skala over, hvor god stemningen er på aktiemarkedet.
Det er særligt konflikten i Mellemøsten samt stigningen i den ti-årige amerikansk statsrente, der kortvarigt har været over 5 pct., der ødelægger stemningen på de finansielle markeder.
»Hamas’ angreb på Israel, den efterfølgende optrapning af konflikten, og nu udsigten til en forestående israelsk invasion af Gaza-striben har skabt rystelser på aktiemarkedet. Bekymringerne relaterer sig især til en yderligere eskalering, der kan sende olieprisen på himmelflugt,« påpeger Jacob Pedersen.
»Aktiernes prisfastsættelse er nu ikke kun dyrere end det historiske niveau – men også betydeligt dyrere i forhold til prisfastsættelsen på obligationer,« tilføjer aktieanalysechefen.
Prisfastsættelsen afspejler slet ikke en recession, understreger aktieanalysechefen.
Selv om rentestigningerne hjælper den amerikanske centralbank - Federal Reserve - og Den Europæiske Centralbank med at bekæmpe inflationen, lurer nye olieprisstigninger, påpeger han.
Det er konflikten i Mellemøsten, der kan sende prisen på det sorte guld i vejret. En stigning i olieprisen kan imidlertid løfte inflationen, der stadig er højere end centralbankerne håber på.
I aktieanalysechefens optik mangler vi dog for alvor at se konsekvenserne af rentestigningerne i økonomien. Det betyder, at vækstbilledet i 2024 kan blive mindre gunstigt sammenlignet med 2023.
Får vi en mere udtalt økonomisk afmatning i de næste kvartaler, vil opmærksomheden blive rettet mod selskabernes indtjeningsformåen, påpeger aktieanalysechefen.
Sådan et miljø vil samtidig øge risikoen for, at en større andel af selskabernes indtjening kommer til at skuffe investorerne.
I et mere indtjeningsdrevet aktiemiljø ser vi USA-aktiernes indtjeningsstyrke give en fordel målt mod både Europa og Emerging Markets,
Sydbank ser derfor størst afkastmuligheder på det amerikanske aktiemarked USA.
