Bekymringer om en mulig AI-boble og for høje værdiansættelser til teknologi-aktierne fyger rundt i aktiemarkedet. 

Aktiestrategichef i Sydbank, Jacob Pedersen, advarer investorerne om, at man skal være varsom med at eje visse aktier, hvis usikkerheden for alvor rammer markedet. 

Han fremhæver særligt de selskaber, der måske investerer tungt i kunstig intelligens (AI), men som ikke har fundet en solid måde at tjene penge på endnu. De kan for alvor stå i skudlinjen, hvis usikkerheden skulle bryde ud i lys lue: 

»Naturligvis er der også AI-aktier, der er prisfastsat ekstremt dyrt og endnu ikke har etableret en sund indtjeningsplatform. Her skal man som investor selvfølgelig være langt mere varsom,« skriver Jacob Pedersen i sin seneste udgave af Aktiestrategi. 

Han fremhæver nemlig, at nogle af de allerstørste teknologiselskaber, der investerer mest i kunstig intelligens, ikke er så voldsomt dyre. Han henviser blandt andet til at  Mag7-aktierne Nvidia, Amazon, Apple, Microsoft, Meta Platforms, Tesla og Alphabet, hvis man ser bort fra Tesla, slet ikke er »alvorligt dyre«. 

»Aktier som ALK, Ambu og Novonesis er målt på prisfastsættelse i samme niveau som Microsoft, Nvidia, Amazon og Apple. Også NKT, DSV og Coloplast er faktisk dyrere end Meta,« skriver Jacob Pedersen og fortsætter: 

»De nævnte danske selskaber, er selskaber med spændende væksthistorier, men det er AI-aktierne så sandelig også.«

Overordnet vurderer Jacob Pedersen blandt andet derfor, at frygten for en AI-boble med konsekvenser, der kan sammenlignes med udviklingen under IT-boblen i 1999-2000, er overdrevet. 

»Prisfastsættelsen er måske nok dyr – men for de største selskabers vedkommende er den også bakket op af høj indtjening og vækst,« skriver Jacob Pedersen. 

De store amerikanske teknologiaktier har leveret et afkast på 6,3 pct. målt i kr. i 2025, mens de danske aktier i det brede Kax-indeks er faldet med 20 pct. i 2025 - dog stærkt påvirket af nedgangen for Novo Nordisk

Lyt til den seneste udgave af Millionærklubben herunder eller i din foretrukne podcastapp.

Millionærklubben

De amerikanske aktier tog et gevaldigt hop ned af stigen i torsdagens handel, hvor særligt tech-aktierne stod for skud. Bekymringer om høje værdiansættelser og om mængden af rentenedsættelser nu også bliver som ventet præger stemningen. Er det startskuddet til en større aktiekorrektion, som investorer og kommentatorer har talt om i ugevis? Millionærklubben stiller spørgsmålet og dagens panel svarer. I panelet er nemlig de erfarne investorer Michael Friis Jørgensen, der er aktiechef i HC Andersen Capital og Lars Persson, der er teknisk analytiker ved Aktieraadet. Derudover svarer vi på masser af spørgsmål fra lytterne og diskuterer et friskt regnskab fra Bavarian Nordic. Vært: Adam Geil