Aktieanalysechef om corona-konsekvenser: 'Tegn på det bliver alvorlig dyrt'


Her ses en række turister i Frankrig.
Her ses en række turister i Frankrig. Foto: STEPHANE DE SAKUTIN
Vis mere

Det kinesiske udbrud af coronavirus ser ud til at blive dyrt for luftfartskæmpen Air France-KLM.

Selskabet har torsdag fortalt, at det vil koste 150-200 mio. euro i perioden februar til april, og investorerne skal også forvente, at SAS' regnskab i næste uge indeholder en stor regning.

Det vurderer Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, der følger luftfartsindustrien tæt.

»Det er det første europæiske bevis på, at det her er alvorlig dyrt for flyselskaberne - og det kommer vi også til at se i SAS' regnskab i næste uge,« siger han til Ritzau Finans.

Læs også: 5 aktier til 2020: 'Jeg er helt vild med den aktie'

Over 2000 personer er døde i Kina som konsekvens af virusudbruddet, der startede i december i Hubei-provinsens hovedstad, millionbyen Wuhan, mens flere end 74.000 er smittet.

Virusudbruddet har betydet, at de fleste vestlige flyselskaber har indstillet flyvningen hertil - og det koster at have indtjeningsmaskiner holdende, fortæller Jacob Pedersen.

»Det handler ikke så meget om, hvad de tjener på Kina-flyvningerne, men om det er meget dyrere, at flyene ikke flyver,« siger han.

»Det er dyrt for de her selskaber at have dem holdende på jorden - også fordi det rammer alle de forbindende fly, der er ind til knudepunkterne. Det er noget, der koster rigtig mange penge, og det er tallene her med til at bevise,« lyder det fra aktieanalysechefen.

Læs også: Ekspert ser 'skjult' potentiale i Tesla - hæver kursmålet 27 pct.

Jacob Pedersen hæfter sig særligt ved, at Air France-KLM som et af få selskaber har forsøgt at sætte tal på, hvad virusudbruddet kommer til at koste.

Fra februar og frem til april, hvor luftfartskæmpen igen håber at være på vingerne, ventes regningen at løbe op i 150-200 mio. euro.

»Det er altså et selskab, der i hele 2019 tjente 290 mio. euro. Air France-KLM har i 2019 været i bedre form end længe, selv om de stadig halter efter selskaber som Lufthansa.«

»Det vidner om, at de, der ikke er helt på plads indtjeningsmæssigt, bliver urimelig hårdt ramt af det her. Det er med til at smadre et selskabs indtjening,« vurderer aktieanalysechefen.

Læs også: Bavarian Nordic venter stor vækst efter milliardopkøb

Han har tidligere estimeret, at SAS mister omkring 200 mio. svenske kr. i indtægter på grund af virusudbuddet - og det gør han stadig:

»Jeg er ret overbevidst om, at SAS kommer med et estimat for, hvad det koster fra februar og frem til slutningen af marts (i regnskabet, red.). Så må vi se, om det er normaliseret der.«

»Mange industriselskaber kan indhente det tabte ved at sætte ekstra kul på maskinerne i andet og tredje kvartal, men for flyselskaberne er det tabt på gulvet - det kommer ikke igen,« vurderer Jacob Pedersen.

SAS-aktien falder torsdag formiddag 0,8 pct. til 9,86 kr. Det skandinavisk luftfartsselskab kommer onsdag med regnskab for første kvartal af det skæve regnskabsår 2019/20.

/ritzau/FINANS