Det er en spændende udvikling, at det svenske ehandelsselskab Boozt vil dobbeltnoteres i både Sverige og Danmark.
Det vurderer analysechef Michael West Hypholt fra analyse- konsulentfirmaet HC Andersen Capital. Investorselskabet arbejder for og rådgiver det svenske, digitale tøjselskab til at få mere synlighed hos danske investorer.
»De har gjort det super, super godt, synes jeg. De har formået at skabe sig en platform i Norden inden for digital salg af tøj og tilbehør,« udtaler han om Boozt, der i øjeblikket kun er børsnoteret i Sverige.
Michael West Hypholt fremhæver, at Boozt tidligere har meddelt, at selskabet vil inddrage interiør i dets katalog. Det vil ske i løbet af fjerde kvartal i 2020. Boozt har i den forbindelse ifølge ham ansat indkøbere og salgsfolk indenfor hjemmeinteriør og indgået aftaler med 200 varemærker. Det nye tiltag vil ifølge analysechefen betyde, at Boozt bevæger sig i retning af at blive et digitalt stormagasin.
Læs også: Kapitalforvalter om Boozt-aktien: Selskabet har en attraktiv værdiansættelse
»De vil gerne give kunderne den bedste shoppingoplevelse, som man kan få i Norden,« udtaler han. Han mener, at det er lykkedes Boozt at skabe en effektiv platform og også et effektivt robotlager, som ligger i nærheden af Helsingborg.
En af Boozts fordele er, ifølge ham, at selskabets kundegruppe er nordisk, og selv om der er forskellige forbrugerpræferencer imellem de nordisk lande, er forskellene ikke så store som hos en dansk forbruger og en spansk forbruger.
Hvis man som ehandels-konkurrenterne Zalando eller Asos har et mere europæisk fokus, bliver forbrugspræferencerne større, fortæller analysechefen. Han tror derfor, at Boozt bedre kan ramme det, som forbrugerne er på udkig efter.
»Det gør, at Boozt kan have et mere relevant katalog. Man køber ikke nødvendigvis en ulden sweater på Gran Canarie eller shorts om vinteren i Norden. På interiør-siden vil de formodentlig også være mere relevante for kunderne, fordi vi i Norden har designikoner, som man ved, der tiltrækker forbrugerne,« udtaler han.
Hvis han skal pege på, hvad selskabet er virkelig gode til, så handler det for ham at se især om teknologi samt det, at Boozt ifølge ham kan levere varerne hurtigt. Boozt har ifølge ham en geografisk fordel i, at de ikke skal transportere tingene så langt, men at varerne kun tager 1-2 dage om at komme frem, forklarer analysechefen.
Boozt har 7. oktober opjusteret dets EBIT-margin forventninger for 2020. De nye forventninger fra Boozt lød på en 2020 EBIT-margin i intervallet 4,5 - 5,5 pct. - mod tidligere 3,5 - 4,5 pct.. Boozt fastholdt dets forventninger om 20-25 pct. omsætningsvækst. Det er ifølge analysechefen drevet af en bedre end budgetteret udvikling i den underliggende drift. Selskabet angiver selv en kombination af lavere returrater og et bedre produktmiks, som årsagerne til den bedre lønsomhed, uddyber han.
Læs også: Valueinvestor om dansk aktie: 'Jeg mener, at den er meget mere værd'
Læs også: Pas på: Flere bliver snydt af falske investeringer