Der er grund til at holde fast i dine danske aktier, selv om de halter bagefter, lyder vurderingen fra Sydbank.
»Jeg tror, at danske aktier vil klare sig godt fremadrettet. De er kendetegnede ved egenskaber som stor stabilitet, megen vækst og ved at besidde en betydelig indtjeningsstyrke,« udtaler bankens aktieanalysechef, Jacob Pedersen.
Danske aktier har ikke desto mindre givet et ringere afkast end eksempelvis amerikanske aktier i år.
Læs også: Saxo Bank-strateg: Disse 4 aktier eksponerer dig bredt mod kunstig intelligens
Danske aktier er målt på det toneangivende C25-indeks steget 4,8 pct. siden årets begyndelse. Det store amerikanske S&P 500-indekset er tilsammenligning steget 15 pct., mens globale aktier – målt på MSCI World-indekset – er steget 12,8 pct.
Danske aktier har med andre ord ikke været en del af børsfesten, når man ser på udviklingen oppefra.
Men billedet ændrer sig, hvis vi zoomer ind på den amerikanske børsfest, påpeger aktieanalysechefen.
Stigningen i de store indeks bunder i, at nogle få store selskaber er steget markant, påpeger Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen.
»Det er meget få, store amerikanske aktier, der er steget kraftigt. Hvis det ikke havde været for amerikanske teknologiaktier, så var det amerikanske S&P 500-indeks et helt andet sted. Den amerikanske børsfest skyldes nogle meget, meget få og store aktier, der har en stor vægt i indekset, udtaler han og fortsætter:
Læs også: Finanshus ser stort potentiale i aktien - tror den kan stige 36 pct.
»Det er nok den bedste forklaring på, at danske aktier halter efter amerikanske aktier.«
Det skyldes især, at emnet 'kunstig intelligens' har sikret udvalgte aktier i USA et meget, meget højt afkast, vurderer han.
Men billedet af danske aktier har også ændret sig en smule, mener han.
»Mit indtryk er, at glansen er gået lidt af de danske aktier. Den kuldsejlede RSV-historie, der omgiver Bavarian Nordic, er et meget godt eksempel på det,« udtaler han.
Vaccineselskabet Bavarian Nordic måtte med skuffelse en lørdag aften i slutningen af juli meddele håbefulde investorer, at Bavarian Nordic dropper udviklingen af sit RSV-vaccineprogram.
Konsekvensen? Der blev to dage efter – mandag 24. juli – savet 26 pct. af Bavarians aktiekurs.
Læs også: Bavarian Nordic får skåret en luns af kursmål – Anbefaler fortsat at købe aktien
»Danske aktier er grundlæggende dyre, fordi det ligger i prisen, at selskabernes indtjening ude i fremtiden vil vokse med raketfart. Men nogle investorer er måske begyndt at tænke 'Hov, det er måske ikke alle danske aktier, som kommer til at levere supergodt,« udtaler han.
»Det er udviklingen hos Bavarian Nordic et godt eksempel på,« mener aktieanalysechefen.
Danske aktier halter efter på trods af, at regnskaberne fra de danske selskaber med Jacob Pedersens ord har været »hæderlige.«
Hvordan tror I, at det vil gå danske aktier i den nærmeste fremtid?
»Vores forventning er todelt. Vi tror først og fremmest, at aktieinvestorer begynder at se mere på prisen,« udtaler han.
»Globale aktier er meget dyre, og hvis økonomien kommer i bakgear, vil investorer se efter, hvilke selskaber der kan vokse og tjene penge. Vi tror, at det være en fordel for danske aktier, fordi selskaberne er gode til at skabe vækst og gode til at tjene penge.«
»Danske selskaber har en indtjeningsstyrke, der gør, at vi forventer, at danske aktier vil klare sig bedre end aktier andre steder i verden,« udtaler han.
Det gælder for eksempel, hvis man holder danske aktier op imod europæiske aktier, forklarer Jacob Pedersen.
Europæiske aktier har dog givet et afkast på 9,2 pct. siden børsåret blev skudt i gang, når man ser på det brede, europæiske aktieindeks, Stoxx600.
Når man ser på danske aktier i forhold til europæiske aktier, har danske aktier klaret sig betydelig bedre i de to seneste regnskabssæsoner. bemærker han.
»Europæiske aktier har klaret sig bedre uden for regnskabssæsoner. I min bog betyder der, at danske aktier skal kunne klare sig bedre, når der kommer regnskaber.«
Under den første af de to seneste regnskabssæsoner klarede danske aktier sig omkring 4 pct. bedre end europæiske aktier, mens det var omkring 2 pct. i den seneste regnskabssæson.
Sydbank forventer, at danske aktier vil give bedre afkast end amerikanske aktier, europæiske aktier og emerging markets-aktier i den nærmeste fremtid.


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner
