Novo Nordisk-aktien kan ikke alene blive sendt ud i et giftigt kursfald, men også havne i flere års dødvande.
Det kan blive konsekvensen, hvis medicinalselskabets mulige guldæg skuffer investorerne. Sådan lyder advarslen fra aktiechef Michael Friis Jørgensen fra HC Andersen Capital, som kalder de kommende data for en afgørende test for den danske medicinalgigant.
Forventningen er, at Novo Nordisk vil præsentere de vigtige forsøgsdata i løbet af december. Novo Nordisk har allerede skabt store forventninger til det potentielle lægemiddel Cagrisema. Hvorfor? Fordi det er udset til at tage over efter storsællerten Wegovy, som Novo Nordisk har tjent styrtende med penge på.
»Novo Nordisk-investorer skal være forbedt på, at Novo Nordisk-aktien kan havne i flere års dødvande. Det er risikoen, hvis Cagrisema ikke lever op til forventningerne,« udtaler aktiechefen, der selv har Novo Nordisk-aktier.
Målet er et vægttab på over 25 pct., hvilket vil bringe Novo Nordisk tilbage i førertrøjen i konkurrencen mod ærkerivalen Eli Lilly og dets succesprodukt Zepbound, som i dag leverer vægttab på op mod 20 pct.
»Novo Nordisk-investorer skal forberede sig på at havne i en Genmab-situation, hvor manglen på et klart afløsningsprodukt skaber tvivl blandt investorerne,« siger Michael Friis Jørgensen.
Han henviser til det danske biotekselskab Genmab, der trods stigende indtjening har oplevet en faldende aktiekurs på grund af usikkerhed om fremtidige vækstdrivere.
Novo Nordisk har selv meldt ud, at et vægttab på mere end 25 pct. er realistisk, baseret på fase 2-data og fremskrivninger, bemærker aktiechefen ikke desto mindre.
Men hvis resultaterne skuffer, kan aktiekursen opleve et 10-15 pct. fald på dagen, hvor tallene bliver afsløret, vurderer aktiechefen.
Nogle vil måske se kursfaldet som en købsmulighed, men der kan opstå en mere langsigtet tvivl om selskabets vækst efter 2030. I hvert fald indtil Novo Nordisk kommer frem med nyt, der kan sætte gang i aktiefesten, forklarer han.
»Skuffende data kan ikke blot skabe et øjeblikkeligt kursfald, men også true Novos position på fedmemarkedet. Investorerne kan blive mere tilbageholdende med at betale en høj pris for fremtidig indtjening,« forklarer Michael Friis Jørgensen.
Omvendt vil stærke resultater ikke kun give Novo Nordisk en kortsigtet kursgevinst. Ifølge aktiechefen vil det også give investorer mere tillid til, at Novo vil tjene godt i fremtiden, og derfor vil de være villige til at betale mere for aktien.
Novo Nordisk koster omtrent det samme som før, når man ser på, hvor hurtigt virksomheden vokser (PEG-tallet), selvom aktiekursen er faldet. Samtidig er Novo billigere end konkurrenten Eli Lilly, når man ser på, hvor meget man betaler for hver krone, de tjener (P/E-tallet).
»Selv hvis aktien dykker 10-15 pct., kan det blive en attraktiv købsmulighed for investorer, der tror på Novos langsigtede potentiale,« siger Michael Friis Jørgensen.
Novo Nordisk-aktien er blevet sendt ud i et bemærkelsesværdigt kursfald siden i sommer. 25. juni kostede Novo Nordisk-aktien mere end 1028 kr. Nu er investorer kun parate til at give 772 kroner for en aktie i selskabet, der i årevis ellers har formået at spinde guld på dets diabetes- og fedmemedicin.

