Udsigten til lavere rentehop fra amerikansk side fik aktierne til at buldre op onsdag aften.

Men optimismen kan være overdrevet, advarer Morgan Stanleys investeringsdirektør, Mike Wilson. Det skriver Dagens Næringsliv.

Den amerikanske centralbank greb onsdag til det helt store rentevåben og hævede styringsrenten med 0,75 procentpoint.

Akkurat som den amerikanske centralbanks formand, Jerome Powell, efterfølgende gik på talerstolen og betonede, at renteløftene kunne blive mindre i fremtiden, vendte de amerikanske aktier snuden opad.

Yderligere var det også vand på investorernes mølle, at Jerome Powell så det nuværende renteniveau som neutralt. Dermed mener centralbanken, at renten hverken puster økonomien i en positiv eller negativ retning.

Mike Wilson advarer dog mod, at investorer lægger for meget i formandens ord. Han peger på, at stigningerne kan være »bluff« i og med, at Fed med overvejende sandsynlighed står overfor flere rentestigninger.

»Markedet stiger altid, når Fed stopper med at hæve renten, indtil recessionen begynder […] I sidste ende vil det her være en fælde,« siger Wilson ifølge Dagens Næringsliv.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks steg med hele 4 procent onsdag, mens det brede S&P 500 røg op med mere beskedne 2,6 procent.

Onsdagens stigninger fik også panderynkerne frem hos flere økonomer, skriver Bloomberg. Alarmlamperne blinker, idet økonomerne mener, at man har tolket formandens ord for snævert.

»Markedet handlede først og stillede spørgsmål bagefter,« som Neil Dutta, direktør for amerikansk økonomi i analysehuset Renaissance Macro Research, formulerer det.

Deres pointe er, at centralbankens hovedformål fortsat er at tæmme den buldrende inflation, og derfor kan centralbanken være nødt til at gribe til flere rentestigninger, hvormed risikoen for en recession stiger.

Den amerikanske inflation i den forgangne måned bragede op i 9,1 procent. Jerome Powell har sammen med resten af landets nationalbank hævet renten op til 2,25-2,5 procent.

Læs også: Medicinalgigant tjener styrtende på covid-19

Læs også: Famøs investor sælger ud af truet kryptoaktie