Verdens største vindmølleproducent, Vestas, vækker undren.
Det påpeger Lars Hytting, der er chef for aktiehandlen hos Artha Kapitalforvaltning, der har omkring 18 mia. kr. under forvaltning.
Den professionelle investor fokuserer især på nordiske og danske aktier og har derfor også fulgt udviklingen hos den danske vindmølleproducent Vestas.
Læs også: Saxo Bank: Her er 36 spændende 'grønne aktier'
»Det er absurd, at hele verden skriger på, at der bliver sat vindmøller op, mens dem, der skal gøre det, taber penge på det,« forklarer han.
Lars Hytting har haft Vestas' forretning under luppen for at se, hvor værdierne er henne.
Vestas er med en markedsandel på omkring 20 pct. verdens største vindmølleproducent. Det er imidlertid den del af Vestas' forretning, der tager sig af at vedligeholde vindmøllerne for kunderne, der tjener penge, forklarer han.
Læs også: Lau Svenssen kalder dansk aktie for billig: 'Den er billig, og det er en vinder'
»Man har en samlet virksomhed, der udefra er vindmølleproducent, men det, der holder det hele i live er serviceforretningen,« påpeger han.
»Værdien ligger i serviceforretningen. Det er der ingen tvivl om, fordi Vestas taber penge på hver mølle, som de sælger. Vestas tjener penge på, at de er dygtige til at sikre sig kontrakter til at vedligeholde møllerne,« uddyber han.
»Tænk, hvis Vestas lavede et spin-off, og børsnoterede henholdsvis vindmølle- og servicedivisionen som separate enheder,« udtaler aktiechefen.
Det er i hans optik frustrerende, at der bare ikke tjenes penge på vindmøller. Det er med hans ord »uholdbart og et problem i sektoren.«
Det er ingen kritik af Vestas, men i stedet rammerne for vindmølleindustrien, understreger aktiechefen.
Vindmøllebranchen er ramt af, at det er blevet markant dyrere at producere vindmøller. Konsekvensen er, at Vestas - ligesom andre vindmølleproducenter - taber penge på at bygge vindmøller, bemærker formueforvalteren.
Det har da heller ikke været nogen fest at være Vestas-aktionær det seneste år. Vestas-aktien er kun steget 0,3 pct. i løbet af de seneste 12 måneder.
Aktiechefen kan med egne ord rigtig gode lide Vestas, fordi selskabet er med til at gøre verden til et grønnere sted, men han er ikke voldsom interesseret i at købe noget (læs:Vestas-aktien), som taber penge.
En opsplitning af Vestas er ikke noget, som han tror, der bliver en realitet.
Det er dog set før, at man opsplitter en virksomhed, hvorefter begge dele er børsnoterede. Det har man set med enzymkæmpen Novozymes, der udspringer af medicinalmastodonten Novo Nordisk.
Det har samme har man set med støvsugerproducenten Nilfisk, der i 2017 blev udskilt fra kabelproducenten NKT.

Stor guide: 57 geniale gaver

