Selvom ædelmetaller er hamret af sted den seneste tid, så tyder viden fra historiebøgerne på, at opturen slet ikke er slut endnu. 

Sådan lyder det fra aktiechef Torsten Bech fra kapitalforvalteren Maj Invest. Han er ansvarlig for forvalterens fond, der investerer i guld, sølv og miner.

Maj Invest har erfaringer med at investere i guld siden finanskrisen, men fonden har først for nyligt set dagens lys. Den tilbyder en blanding af værdipapirer i fysisk guld og sølv samt aktier inden for guld- og sølvminer. Fordelingen er henholdsvis cirka 40 pct. og cirka 60 pct.

Den seneste tid er guld og sølv steget markant i værdi. Bare siden nytår er de to ædelmetaller blevet henholdsvis 17,5 pct. og 55,7 pct. mere værd.

Årsagen skal findes i ædelmetallernes egenskaber. Guld ses nemlig som en sikker havn, der kan være en god alternativ investering.

I modsætning til penge kan guld ikke trykkes i ubegrænsede mængder, og derfor mister det typisk ikke værdi på samme måde under inflation.

Og når man som nu befinder sig i en tid med øget geopolitisk uro, inflationsbekymringer  samt forgældede statsbalancer, så søger flere investorer mod guldet, hvilket presser prisen op. 

Den voldsomme stigning i sølv hænger sammen med de samme årsager som guldets optur, men også sølvets gode evner til elektrificering spiller ind, forklarer Torsten Bech.

Torsten Bech er aktiechef hos Maj Invest.
Torsten Bech er aktiechef hos Maj Invest. Anni Norddahl

Men vil opturen for ædelmetallerne fortsætte? Det har aktiechefen et bud på. 

Ser man tilbage på 1970'erne, er guldet altid steget i perioder, hvor nogle særlige faktorer har været i spil. Det er problemer som for eksempel stigende inflation, geopolitisk uro, uro om centralbankerne eller statsgældproblemer. Alle disse faktorer er i spil i dag. 

Guldet er da også steget med omkring 230 pct. siden 2019, hvor guldprisen virkelig begyndte at tage fart.

»Normalt, når vi ser disse cykler, er det typisk 10-årige cykler, hvor guldprisen stiger. Det er ikke ensbetydende med, at det også skal være sådan denne gang. Men når vi kigger på de underliggende drivkræfter, har vi svært ved at identificere, hvad der gør, at vi får løst geopolitikken, statsgældproblemerne og måske inflationen med det samme,« forklarer Torsten Bech.

Selv hvis den amerikanske præsident, Donald Trump, vender på en tallerken, så er der stadig nogle strukturelle ting, der taler for en fortsat stigende guldpris, forklarer han. 

»Jeg tror, at man skal være opmærksom på, at guldet er steget meget. Men at noget er steget meget, betyder ikke, at det ikke kan stige herfra,« understreger aktiechefen.

Torsten Bech peger også på, at guldprisen var kommet langt bagefter andre aktiver heriblandt aktier, som ædelmetallet skal prises i forhold til. Og på trods af den voldsomme fremgang er guldet endnu ikke halet ind på aktierne, forklarer han. 

»Vi ser stadig guldet som en god overvejelse til ens portefølje, selvom der kan komme bump på vejen. På den lange bane ser vi en berettigelse til guld,« siger aktiechefen. 

Han understreger, at man dog skal være opmærksom på, at ædelmetallerne ikke må fylde for meget i porteføljen, men blot skal ses som et supplement.

»Fordelen er, at man får noget andet end aktierisiko eller obligationsrisiko,« siger han og fortsætter:

»Og så får man et aktiv, som i perioder med modvind på aktiemarkedet har klaret sig relativt bedre. Det er ikke ensbetydende med, at det stiger, men måske falder det relativt mindre.«

Når Maj Invest udvælger aktier til sin guld-, sølv- og minefond udvælger kapitalforvalteren mineaktier inden for guld og sølv, der er store og kendte og som har bevist, at de kan genere et overskud på den stigende guldpris. 

Derudover ønsker Maj Invest også at have selskaber med miner, der er spredt over hele verden.  

Siden fondens lancering i august 2025 er den steget med over 70 pct.