Det er et »rigtig, rigtig stærkt regnskab,« der er landet fra chipproducenten Nvidia onsdag aften.
Sådan lyder vurderingen fra aktiechef i Formuepleje, Otto Friedrichsen.
»Når vi ser ned over, hvordan Nvidia rapporterer i forhold til det, som analytikerne havde forventet, så kommer de endnu en gang ud med et regnskab, som ligger væsentligt over forventningerne, og som understreger den meget høje aktivitet, som vi kan se inden for AI-området,« siger han.
Nvidia er flere gange blevet fremhævet som den helt store vinder inden for ai, eller kunstig intelligens, da koncernen har de bedste og mest kraftfulde chips, som den moderne teknologi kræver.
Læs også: Lau Svenssen om en af sine aktiefavoritter: 'Det er et ret imponerende regnskab'
Når man dykker ned i regnskabets tal, så lander Nvidias omsætning for andet kvartal væsentlig over analytikernes forventninger og mere end en fordobling, når man sammenligner med sidste år.
Det samme ser man på bundlinjen, forklarer Otto Friedrichsen.
Det er datacentrene, deres typeproduktioner og den store efterspørgsel efter Nvidias produkter, der driver fremgangen, tilføjer han.
Nvidia igangsætter også et aktietilbagekøbsprogram på 25 mia. dollar.
Læs også: Rockere på havnen i Aarhus bekymrer chef i Mærsk
Det stærke regnskab smitter allerede af på resten af aktiemarkedet, og især teknologiaktierne bliver trukket op af Nvidias tal fra i går, lyder det fra aktiechefen.
»Når vi kigger på det vi kalder futures, som er de finansielle kontrakter, vi kan handle på indeks, og som er en indikation af, hvordan det amerikanske marked vil åbne, så kan vi se, at amerikanske aktier er oppe i øjeblikket. Nasdaq-indekset, hvor Nvidia er en væsentlig del af, stiger med 1,3 pct. i øjeblikket,« forklarer han.
På samme tid ser vi, at de mere klassisk orienterede indeks med mere traditionelle forretningsmodeller og industri som man finder i Dow Jones-indekset står til at åbne stort set uændret.
Læs også: Novo sætter lukkerekord for 25. gang i år
Det helt store spørgsmål er nu, om Nvidia kan fortsætte denne stime med gode regnskaber.
»Det er jo det, alle søger svaret på – om det her er en midlertidig fase, hvor man ser en hype om ai og chatbots, eller om det er en strukturel ændring i forhold til måden, vi arbejder på, og dermed også efterspørgslen efter Nvidias produkter og services,« siger Otto Friedrichsen.
Han peger på, at Nvidias direktør selv var ude og adressere det i går aftes, hvor han sagde, at han ser dette som et langsigtet strukturelt skifte, og at han har set massive infrastrukturinvesteringer inden for ai fra rigtig mange forskellige typer af virksomheder, som efterspørger den computerkraft, som Nvidia kan levere.
»Her er computerkraft afgørende, og der har Nvidia en magtposition,« lyder det fra aktiechefen.
Læs også: Japanere forsøger igen at købe dansk selskab
Læs også: Investeringsstrateg ser skifte: Disse aktier bør du satse på