Konflikten mellem USA og Iran er på vej ind i en særdeles kritisk fase for investorerne.
Selvom markederne indtil videre har reageret relativt behersket, tikker uret hurtigt mod en forsyningskrise, der kan sende chokbølger gennem aktiemarkedet.
Sådan lyder den dystre udsigt fra Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension.
Energipriserne er endnu ikke skudt så meget i vejret som frygtet, fordi de skibe, der forlod Mellemøsten, før konflikten eskalerede, først nu er ved at nå deres destinationer. Men bag dem er havet tomt.
»Når der derefter ikke kommer nye skibe i havn, opstår der energimangel og potentielt voldsomme stigninger i energipriserne,« forklarer Philip Jagd i en kommentar og tilføjer:
»Et kraftigt hop i energipriserne kan udspille sig allerede denne uge med betydelige konsekvenser for verdensøkonomien og aktiemarkedet.«
Selvom olieprisen ligger omkring 115 dollar, vurderer aktiechefen, at den nemt kan passere 150 dollar, hvis blokaden fortsætter. Samtidig er verdensindeksets fald på 5 pct. mindre end frygtet, og det skyldes en indbygget tro på, at den amerikanske præsident Donald Trump vil gribe ind for at stoppe konflikten hurtigt, forklarer Philip Jagd.
For Donald Trump er den nuværende situation nemlig en politisk hovedpine af de store. Mens han i valgkampen lovede lavere inflation og benzinpriser under mottoet 'Drill, baby, drill', er realiteten nu en helt anden for de amerikanske vælgere.
»Det virker ikke super gennemtænkt,« lyder det fra Philip Jagd.
Han påpeger, at både aktiemarkedet og meningsmålingerne, som er de to parametre, Trump måler sin succes på, peger den forkerte vej frem mod midtvejsvalget i slutningen af året.
Men selv hvis der opnås en diplomatisk løsning, og Hormuzstrædet genåbnes mandag morgen, er skaden delvist sket.
Der vil opstå et hul i forsyningskæden, fordi der ikke har været skibe i transit i ugevis. Derfor sammenligner Philip Jagd situationen med de nedlukningseffekter, verden oplevede under corona-pandemien, hvor logistikken brød sammen.

