Aktiechef om dansk kursfest: Investorerne har sukket efter det


Det er 'tiltrængt opmuntring for investorerne', at DSV-aktien skyder i vejret onsdag.
Det bemærker aktiechef i Sampension, Philip Jagd, i en kommentar efter DSVs regnskab onsdag sendte aktien ud i en markant kursstigning på mere end 13 pct.
Philip Jagd påpeger, at der i det meste af 2026 har været dømt nedtur for aktien, der siden sin seneste rekord i februar i år er faldet betydeligt.
»Derfor er aktiens himmelflugt onsdag noget, som investorerne i den grad har sukket efter,« udtaler aktiechefen og fortsætter:
»DSV leverede i dag (onsdag, red.) et regnskab, der er lidt bedre end ventet, men det er især indsnævringen af årets forventninger, der beroliger investorerne.«
Han fremhæver, at DSV’s annoncering onsdag af et aktietilbagekøb på op mod 1,5 mia. kr., samt at topchef Jens Lunds køb af aktier for 25 mio. kr., viser, at topchefen i hvert fald selv synes, at aktien er kommet for langt ned.
»Der er dog fortsat udfordringer i 'Road'-divisionen med Schenker-integrationen. Løses de over de kommende kvartaler, kan aktien stige en del mere fra det nuværende niveau,« skriver Philip Jagd.