Det er ikke for sent at komme med til den børsfest, der pludselig er udsigt til i kinesiske aktier.

Sådan lyder den umiddelbare vurdering fra aktiechef Michael Friis Jørgensen fra rådgivningsvirksomheden HC Andersen Capital.

»Du står med nogle aktier, der er faldet op mod 75 pct. Aktierne var ikke dyre inden korrektionen, og så blev de ultra billige, fordi investorer var nervøse for, hvad Kina kunne finde på at gøre over for selskaberne,« udtaler han.

Læs også: Investorer er bekymrede - frygter det vil tage år, inden det vender

Ordene falder efter meldinger onsdag morgen om, at Kina vil sørge for stabilitet på aktiemarkedet og bakke op om noteringer af aktier i udlandet. Det skriver Bloomberg News med henvisning til udmeldinger i det officielle kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Investorer har solgt ud af kinesiske aktier i stor stil, fordi markedet har været bekymret for, at den kinesiske stat ville slå hårdt ned på de kendte teknologiselskaber. Det har heller ikke hjulpet på børsstemningen, at investorer har frygtet, at Kina risikerede sanktioner på grund af sit tætte forhold til Rusland, som Vesten har indledt en finansiel krig imod.

Læs også: Vanvittig udvikling - populære aktier tordner op

Men selv om en lang række kendte, kinesiske aktier onsdag morgen dansk tid er tordnet op, er det ikke for sent at komme med til børsfesten, mener aktiechefen.

»Der er mere at komme efter. Når nogen laver et 'what ever it takes-moment', så gælder det om at lytte,« udtaler Michael Friis Jørgensen.

Han henviser den tidligere chef for den europæiske centralbank, Mario Draghi, der i sommeren 2012, sagde, at han ville gøre, hvad der skulle til for at forsvare den fælleseuropæiske valuta, euro. Investorerne troede ham, og det ændrede stemningen i markedet.

Læs også: Nordnet: Vigtig melding kan sende aktierne op

»I starten af året var der en underliggende case for kinesiske aktier, fordi man forventede at se faldende renter, hvilket er godt for aktiemarkedet. Nu begynder den kinesisk vækst, som man var skeptisk over for tidligere, at se godt ud sammenlignet med den globale vækst,« udtaler han.

Nu mangler Kina 'bare' ifølge aktiechefen ikke at eksportere våben til Rusland og ikke at stille sig på Ruslands side i stormagtens krig mod Ukraine.

Michael Friis Jørgensen vurderer, at Kina bliver ramt af Ruslands invasion af Ukraine, fordi det har sendt fødevarepriserne i vejret.