Guld- og sølvpriserne er på himmelflugt, men vi ser lige nu en efterspørgsel, der vækker minder om coronatidens hamstring.
Det vurderer Sampensions aktiechef Philip Jagd, efter guldprisen er sendt over rekordhøje 5000 dollar pr. ounce. Sølvprisen er også fortsat i vejret efter at have rundet 100 dollar pr. ounce for første gang nogensinde fredag.
»Ædelmetalefterspørgslen vækker minder om hamstring af toiletpapir under corona, i takt med at flere og flere vil være med på kursridtet i de glimtende metaller,« påpeger han.
Men prisstigningerne nærmer sig niveauet, hvor efterspørgsel og udbud bliver påvirket, advarer aktiechefen.
Smykkeproducenter oplever eksempelvis svagere salg, hvis de sender prisstigningerne videre til kunderne. Mineselskaber fristes omvendt til at øge udgravningstempoet i eksisterende miner for at »høste« værdien af metaller i jorden på de attraktive priser, forklarer han.
»På den måde bliver 'den bedste kur mod højere priser - højere priser' - i hvert fald på lidt længere sigt. Lige her og nu virker ædelmetaltoget ustoppeligt,« forklarer Philip Jagd.
De kraftige stigninger bunder ifølge ham i den ekstreme politiske uro, som vi har været vidne til i den seneste tid.

