Medicinalmastodonten Novo Nordisk har midt i kaosset og den brutale børsnedtur foretaget et ret genialt træk.
Det vurderer aktiechef Michael Friis Jørgensen fra HC Andersen Capital om Novo, der er kendt for at sælge diabetes- og fedmemedicin. Det sker i en uge, hvor aktien bløder, efter Novo Nordisks hovedaktionær i et opsigtsvækkende og dramatisk træk har renset ud i bestyrelsen.
»Det er et genialt træk, som Novo Nordisk har foretaget,« udtaler Michael Friis i Millionærklubben fredag.
Novo Nordisks geniale træk består i at lokke Michael Novod ud af jobbet som Novo-analytiker hos Nordea og ansat ham hos Novo Nordisk som chef for investor relations.
Det sker på et tidspunkt, hvor Novo Nordisk, blandt andet lider under, at investorer frygter, at ærkerivalen Eli Lilly kan sælge bedre fedmemedicin og derfor vil overtage tronen på det attraktive fedmemarked.
Michael Novod skal som chef for investor relations hjælpe verdens investorer og analytikere, når de vil forstå Novo Nordisk. Og det er noget, du som Novo Nordisk-investor skal glæde dig over, påpeger Michael Friis Jørgensen.
»Han er nok den mest respekterede Novo-analytiker i verden, og han kan måske forklare investorerne, hvorfor de ikke skal frygte, at Novo Nordisk taber kampen om det attraktive fedmemarked til Eli Lilly,« forklarer Michael Friis Jørgensen og tilføjer:
»Er der nogle, der har de store udenlandske investorers numre i telefonbogen så er det ham, og det er et ret godt udgangspunkt at få nogle af dem i tale, hvis opfattelsen af Novo Nordisk skal ændres.«
Michael Novod har 1. oktober opdateret sit bud på, hvad Novo-aktien er værd, viser data fra finanstjenesten Bloomberg.
Han mener, at Novo-aktien skal op i 583 kr., hvilket indikerer et kurspotentiale på svimlende 74 pct. i forhold til prisen for en Novo-aktien fredag kl. 10.
Michael Novod har igennem 20 år fungeret som aktieanalytiker og har fulgt selskaber som Novo Nordisk, allergimedicinselskabet ALK, Lundbeck og biotekselskaberne Genmab og Zealand Pharma.
Han begynder hos Novo Nordisk i foråret 2026. Han bliver ifølge Børsen ansat i rollen som senior vice president og leder af investor relations i Novo Nordisk. Han har været ansat i Nordea i 15 år.

Stor guide: 57 geniale gaver


















