Henter kommentarer

Aktiechef om Trump: 'Reelt er manden total uforudsigelig'


Udsigten til at Donald Trump bliver genvalgt som amerikansk præsident til november er blevet bestyrket efter weekendens attentatforsøg og det republikanske konvent mandag.

Det er ikke nødvendigvis godt nyt for investorer i europæiske aktier, lyder vurderingen fra aktiechef Lars Hytting i en kommentar.  

»Reelt er manden total uforudsigelig, og han lægger ikke skjul på sin "America First" tankegang,« skriver aktiechefen.

Det har man især kunne se på de europæiske aktier, der har reageret negativt på Trumps styrkede position i valgkampen. Toneangivende indeks, som det franske CAC40 og tyske DAX 40, har været malet i rødt siden weekendens attentatforsøg.

Mandag var desuden særlig hård for aktionærer inden for grøn energi. 

De grønne danske aktier Vestas og Ørsted har virkelig reageret negativt på udsigten til Trump som præsident, og aktierne er nede med omkring 6 pct. siden weekenden.

»At se Vestas og Ørsted bløde på den måde, av for den,« lyder reaktionen fra aktiechefen.

Vestas er nede med 0,5 pct. i dagens handel, mens Ørsted falder med 0,7 pct.

Læs mere: 

Læs mere: