Henter kommentarer

Aktiechef om udskiftning i Ørsted: 'Sund og fornuftig'


Ørsted har fået får ledelseskabalen til at gå op, og nu skal der eksekveres.

Det er vurderingen fra aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen i en ny kommentar.

Tirsdag morgen kunne energigiganten Ørsted nemlig løfte sløret for navnene på nye koncernøkonomidirektør og nye driftsdirektør. 

Den nye økonomidirektør bliver Trond Westlie, der blandt andet fra 2010 til 2016 besad samme stilling i A.P. Møller – Mærsk.

»Trond Westlie kommer ind i Ørsted med masser af CFO-erfaring, og formentlig også med en god sult efter fem år uden for daglig selskabsledelse,« skriver Jacob Pedersen.

Den nye driftsdirektør bliver Patrick Harnett, der i dag er Ørsteds chef for Execution Programmes i Europa, og som står i spidsen for Hornsea 3-projektet, der er verdens største havvindmøllepark beliggende ved kysten til Storbritannien.

Aktieanalysechefen peger på, at udnævnelsen af Patrick Harnett ligner et bevis for, at Ørsted har stor tillid til egne folk. 

»USA-problemerne gør ondt på selskabet, men forud går en lang, lang periode med stort set pletfri projekteksekvering – til aftalt tid og budget. At Ørsted vælger selskabets nye driftsdirektør internt, bekræfter efter vores vurdering signalerne om, at problemerne i USA er afgrænsede, identificerbare og til at lære af,« udtaler han. 

Men det er ikke de eneste udskiftninger i toppen af Ørsted, som energigiganten har varslet den seneste tid. 

I sammenhæng med årsregnskabet blev det også meldt ud, at nuværende bestyrelsesformand gennem 10 år Thomas Thune Andersen ikke genopstiller ved den næste generalforsamling.

I sidste uge blev det så annonceret, at bestyrelsesnæstformanden Lene Skole bliver den nye formand. 

Status efter USA-problemerne og udskiftningerne i ledelsen og bestyrelsen er, at eneste udefrakommende nye person er Trond Westlie.

»Problemernes umiddelbare omfang taget i betragtning kan det synes som en ret beskeden 'udskiftning.' I forhold til problemernes karakter ligner Ørsteds nye ledelseshold dog en sund og fornuftig løsning,« lyder det fra aktieanalysechefen, der fortsætter:

»Nu er Ørsteds nye ledelseshold sat og holdet skal bevise sig. Genopretning af indtjeningen og investortillid hænger på en stort set fejlfri eksekvering af den lagte strategiplan, og det kræver et stærkt ledelseshold.«

Sydbank fastholder deres Hold-anbefaling på Ørsted

Læs også: Ørsted udpeger to nye direktører 

Læs også: Ørsted indgår aftale om stort havvindprojekt