»Det er absolut en skuffelse.«
Sådan lyder dommen fra aktiechef i HC Andersen Capital Michael Friis Jørgensen over den seneste melding fra IT-selskabet NNIT.
»Jeg havde troet, at IT-konsulenterne ville se lidt af et skub op i deres efterspørgsel i år, og de melder jo om det modsatte,« siger Michael Friis Jørgensen i onsdagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben.
Han reagerer på, at det danske IT-selskab tirsdag aften var ude og præsentere foreløbige tal for 2024, sine forventninger til 2025 og en række ændrede finansielle ambitioner på lang sigt. Netop det sidste er vigtigt, for her skruer NNIT ned for ambitionerne, hvilket du kan læse mere om her.
»Det var jo det, man købte sig ind i, det her kraftige løft i indtjeningen og omsætningen, og nu skærer man i dem,« siger Michael Friis Jørgensen, der godt kan forstå, at aktien bliver sendt ned med mellem 10 og 14 pct. i onsdagens børshandel.
Aktiechefen, der er en fast del af panelet i Millionærklubben og dyster med i den årlige konkurrence blandt klubbens forvaltere om at få 250.000 kr. til at yngle mest, ejer aktien i sin Millionærklub-portefølje. Han har dog ikke tænkt sig at sælge, fortæller han i podcasten.
»Nu bliver de vel flyttet over i det, der kaldes den langsigtede portefølje,« siger aktiechefen med et smil.
Du kan lytte til dagens udgave af podcasten nedenfor eller i din sædvanlige podcastafspiller, hvor Michael Friis Jørgensen fortæller videre om, hvad han ser i selskabet.
