I dag kan startskuddet til en rentenedsættelse i USA lyde, men hvis man tror, at aktierne vil flyve i vejret, kan man godt tro om igen.

Sådan lyder det fra Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension.

Han tror - ligesom resten af markedet - at centralbankchefen i USA, Jerome Powell, vil melde om en rentenedsættelse i dag, der skal finde sted i september, når han går på talerstolen i Jackson Hole i Wyoming i USA. 

»Men det er slet ikke givet, at effekten på økonomien eller for den sags skyld aktiemarkederne bliver stor. For selvom Fed sænker renten til september, så er det afgørende for aktiemarkederne, om rentenedsættelserne lever op til den rentesti, som markederne allerede nu priser. Og det er en anden sag,« siger aktiechefen i en kommentar og tilføjer:

»For aktier betyder det, at centralbankerne praktisk talt kan tages ud af ligningen for en periode. Eller i hvert fald næppe overrasker positivt ved at sænke renterne mere, end det er priset lige nu. Ikke med mindre vi får en recession, og så er rentenedsættelserne ikke så meget værd, fordi faldet i selskabernes indtjening (fremfor renterne) vil diktere aktiers bevægelse.«

Derfor skal man som investor i stedet fokusere på økonomiske nøgletal, mener Philip Jagd.

»Leverer selskaberne indtjening, og vokser økonomien så meget, at mange selskaber kan trives? Det er det, der skal drive aktiemarkederne, hvis de skal højere,« mener han.

Læs også: Professionel investor om dansk kurskomet: Mulighed for 'en perlerække af opjusteringer'

Læs også: Dansk bank skruer prisen ned på: Vil gøre det 'markant' billigere at handle udenlandske aktier