Aktiechef var først skuffet. Nu giver C25-selskabs manøvre mening for ham


Skuffelse.
Det var hvad aktiechef i Artha Kapitalforvaltning, Lars Hytting, umiddelbart tænkte, da høreapparatselskabet GN Store Nord tirsdag nedjusterede.
Han var langt fra den eneste, der var skuffet. Investorerne lagde ud med at sende aktien ned med op mod 10 pct. Dog lukkede den i et mindre fald - nemlig på 4,2 pct.
Nedjusteringen skyldes, at C25-selskabet kunne meddele, at man gradvist vil udfase produktlinjen Elite og Talk. Beslutningen forventes ifølge selskabet selv at reducere omsætningen i Consumer-forretningen med omkring 450 millioner kroner i år sammenlignet med sidste år.
Til gengæld vil en stærk præstation i selskabets høreafdeling veje en del af den negative påvirkning op. Derfor venter GN Store Nord nu en organisk omsætningsvækst på mellem 2 pct. og 6 pct. mod før mellem 2 pct. og 8 pct.
»Min første tanke var skuffelse, dette ift. timing lige efter kapitalmarkedsdag med et andet budskab. Uheldig timing!« skriver aktiechefen i en kommentar onsdag morgen. Han er selv investeret i aktien og har fulgt den længe.
Alligevel er GN Store Nords manøvre fornuftig, mener han:
»Men selve aktionen giver mening, rigtig god mening, og en endnu bedre og renere investeringscase. GN lukker ned for et område med mindre indtjening, samt ikke mindst rigtig hård konkurrence. Jeg er fortsat uændret meget positiv på casen!«
GN Store Nord er stiftet tilbage i 1800-tallet. I dag beskæftiger selskabet mere end 7000, og aktien er siden årsskiftet gået frem med mere end 20 pct.
Også Sydbanks analytikere ser fortsat potentiale i GN Store Nord-aktien. Hvorfor, kan du blive klogere på her.