»Selvfølgelig er det alvorligt, når Trump går ud og lægger pres på den her måde.«

Sådan lyder reaktionen fra Lars Hytting, der er forvaltningsøkonom hos den danske milliardforvalter ArthaScope, efter Donald Trump torsdag aften kom med et brev til blandt andre Novo Nordisk om at sænke priserne på deres fedmemedicin.

Selvom det er alvorligt for den danske medicingigant, maner han dog til besindighed.

»Der er isoleret set intet nyt i det her. Det har efterhånden været sådan i mange år, at amerikanske præsidenter har kørt mod medicinalgiganter,« lyder det videre fra Lars Hytting.

I brevet kræver Trump, at Novo Nordisk og en række andre store medicinalvirksomheder, ikke må tage mere for deres produkter i USA end i andre lande.

Trumps udmelding kommer efter, at Novo Nordisk-aktien tirsdag fik en regulær aktieblodtud, da den led et fald på 23 procent – det største procentvise fald i aktiens historie. 

Med det in mente, vurderer Lars Hytting, at Trumps brev ikke vil have den store betydning, når det danske marked åbner fredag.

»Havde aktien ligget lige så højt som tidligere, så havde det nok kunne mærkes i morgen tidlig. Men lige nu er den så langt under gulvbrædderne, at jeg ikke forventer, at det er noget man vil mærke til,« siger han og tilføjer:

»Det her er en dråbe i havet, i forhold til hvad aktien allerede har været igennem de seneste par dage.«