Det er præcis en måned siden den amerikanske præsident Donald Trump den 2. april, på den såkaldte 'Liberation day,' annoncerede nye og massive toldsatser overfor en lang række lande.
De store aktiefald, som vi så i tiden efter annonceringen, er overordnet set indhentet, eller er tæt på at være det, her en måned senere, lyder det fra Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank i en ny kommentar.
»En helt ekstrem måned, hvor aktiemarkederne var nede i omegnen af 10-15 pct. på blot en enkelt uge, da det så værst ud. Men set fra start til slut, så er der altså i hele træskolængder tale om uændrede markeder.«
»Det understreger i den grad vigtigheden af at tænke langsigtet, når det handler om investering i aktier og undlade at gå i panik,« tilføjer han og påpeger, at usikkerheden dog stadig er stor, og man derfor ikke kan udelukke, at den kommende tid også kan byde på udsving.

