Henter kommentarer

Aktien er buldret op i år: Nu afslører Ambu endelige regnskabstal

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Medicoselskabet Ambu har omsat for i alt 1.510 mio. kr. i det seneste kvartal mod 1.254 mio. kr. i samme periode sidste år.

Det fremgår af Ambus regnskab for første kvartal af selskabets skæve regnskabsår 2024/25, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.

En del af tallene var kendt på forhånd, blandt andet den organiske vækst, der landede på 19,5 pct.

Organisk vækst er udviklingen i et selskabs forretning, der ikke er et resultat af opkøb. Det er et udtryk for, hvordan det går med salget af selskabets produkter eller tjenester.

Således er det kun bundlinjen, Ambu endnu ikke har løftet sløret for, og den lander på 183 mio. kr. 

Ambu laver forskellige former for udstyr til lægeundersøgelser. Selskabet er især kendt for deres endoskopi. Siden maj 2022 har Britt Meelby Jensen været topchef for Ambu.

Tidligere på måneden kunne selskabet melde om en opjustering, der fik investorerne til at belønne aktien gevaldigt. Det var også her, Ambu fremlagde en række foreløbige regnskabstal for årets første kvartal.

Her kunne Ambu fortælle, at man venter en omsætningsvækst det skæve regnskabsår 2024/25 på mellem 11-14 pct. mod tidligere mellem 10-13 pct.

Samtidig hævede selskabet forventningerne til indtjeningsmarginen, EBIT, som nu ventes at lande i i intervallet 13-15 pct., hvor man tidligere havde regnet med 12-14 pct.

Disse forventninger fastholder medicoselskabet, fremgår det af det dugfriske regnskab.

Siden årets start er aktien i Ambu oppe med over 32 pct.