Aktien i et af de allerstørste gamingselskaber er blevet sendt markant ned i løbet af det seneste år.
Der er imidlertid analytikere, der følger Ubisoft indgående, som ser et potentiale i selskabet.
Ubisoft-aktien har fået savet en markant luns af sin værdi. Aktien er faldet med hele 40 pct. i løbet af de seneste 12 måneder.
Ubisoft, der har hovedkontor i Frankrig, er kendt for computerspilserier som Assassin's Creed, Far Cry, Tom Clancy, men spørgsmålet er, hvor aktien i spilkæmpen skal hen herfra?
Ser man på, hvad de professionelle analytikere i bankerne og analysehusene mener om Ubisoft-aktien, så tegner der sig et blandet billede af potentialet i aktien.
Der er ifølge Bloomberg 24 analytikere, der har dækning af aktien. Af dem har seks en købsanbefaling, mens 14 af dem har en hold-anbefaling. Fire analytikere har en sælg-anbefaling.
Ser man på analytikernes kursmål, altså hvad analytikerne i gennemsnit vurderer, at aktiekursen vil bevæge sig imod inden for de næste 12 måneder, så ser de et kurspotentiale på 7,9 pct. De vurderer, at Ubisoft-aktien kan bevæge sig fra den nuværende kurs på 12,6 euro op til en kurs på 13,6 euro.
Blandt de mest optimistiske finder man finanshuset Jefferies, der har en købsanbefaling på aktien. De vurderer, at Ubisoft-aktien kan bevæge sig op imod 29 euro.
Finanshuset TP Icap Midcap har også tiltro til aktien og vurderer, at Ubisoft-aktien kan bevæge sig imod 28 euro. TP Icap Midcap har en købsanbefaling på aktien, hvilket betyder at analytikeren mener, at aktien vil klare sig relativt bedre end de øvrige selskaber i kategorien.
I den anden ende af skalaen finder man blandt andre AlphaValue, som har en sælg-anbefaling og et kursmål på 5,62 euro. Børshuset Kepler Cheuvreux har også de pessimistiske briller på, og har også en sælg-anbefaling og et kursmål på 8 euro.
Læs også: Børshus ændrer holdning: Anbefaler at købe denne danske aktie
Læs også: Erfaren investor efter brutal nedtur til dansk aktie: 'En til kandidatbænken'