Aktier i diverse rumselskaber er skudt til vejrs på ingen tid. ETF'en VanEck Space Innovators, der er fyldt med en række rumaktier, er på bare et år steget med over 200 pct.

Den vilde optur er der særligt en årsag til, lyder det fra Oskar Barner Bernhardtsen, der er investeringsstrateg hos Saxo Bank. Det er dog ikke uden risiko at investere i rumaktier, påpeger han.

Opturen i rumaktier har i mange år været drevet af detailinvestorer, og for år tilbage var det ofte en 'con amore'-investering - altså en investering lavet med hjertet fremfor fornuften, forklarer strategen.

Men særligt en begivenhed har sendt rumaktierne yderligere på himmelflugt den seneste tid og åbnet fleres øjne for sektoren - nemlig børsnoteringen af SpaceX.

»Hold øje med SpaceX-børsnoteringen i forhold til dette tema. Det er det ledende,« siger Oskar Barner Bernhardtsen

Den kendte erhvervsmand Elon Musks rumselskab rygtes at gå på børsen til den svimlende markedsværdi af 2000 mia. dollar. Hvis det holder stik, vil det gøre SpaceX til det sjette største børsnoterede selskab i verden - større end selskaber som TSMC, Meta, Tesla og Berkshire Hathaway.

Det er på trods af, at SpaceX sidste år 'kun' havde en omsætning på 20 mia. dollar. Penge, der primært blev tjent på satellit opsætning.

Saxo-strategen understreger også, at det ikke er den nuværende forretning, der driver værdiansættelsen. Det er drømmen om fremtiden. 

»Det er en vision og luft, man køber,« siger Oskar Barner Bernhardtsen.

Han påpeger, at investeringer i sektoren er med høj risiko, da man investerer ind i noget potentiale, som først materialiserer sig om 20-30 år.

En anden faktor, der også kan havde bragt investorernes opmærksomhed mod rumaktierne, er, at rummet er blevet sat i kontekst med andre hypede investeringstemaer som forsvar og kunstig intelligens, forklarer strategen. 

Han nævner blandt andet det rumbaserede forsvarssystem Golden Dome og muligheden for datacentre i rummet. 

Hvis man investerer ind i rumaktierne skal man være opmærksom på, at hypen vil bevæge sig videre til en anden del af markedet på et senere tidspunkt, lyder det fra Oskar Barner Bernhardtsen - og så senere muligvis bevæge sig tilbage igen. 

Som man for eksempel har set med kvantecomputere.

»Måske hypen ikke er toppet igen, men man skal ikke blive overrasket, hvis vi om et halvt år snakker om noget andet, og de her aktier er faldet med 50 pct.,« siger han. 

Ligesom SpaceX tjener mange af de andre aktier i VanEck Space Innovators ETF'en også sine penge på satellitter. I fonden finder man blandt andet selskaber som Planet Labs, Rocket Lab, Firefly Aerospace og EchoStar.