Medicinalgiganten Novo Nordisk jagter vækst, men selskabets opkøbsstrategi møder nu skarp kritik. Topchef Mike Doustdar har ellers signaleret sin vilje til flere opkøb, selvom det kan øge selskabets gæld. Det vækker bekymring hos Ole Søeberg, der er Novo-investor og aktiestrateg hos Brock Milton Capital. Han foretrækker ifølge Børsen organisk vækst og advarer mod at gentage tidligere fejl:

»De opkøb, som Novo har foretaget siden 2018-2020-stykker, her er størstedelen fuldstændigt gået i vasken. Novo har ikke vist den store kompetence til at lave succesfulde opkøb. Der er altid risiko, hvis du køber et fase 2- eller fase 3-produkt, at det ikke bliver til noget,« siger han til Børsen.

Et fase 2- eller fase 3-produkt er medicin, der stadig er under afprøvning. Det er langt henne i processen, men risikoen for, at det slår fejl, er stadig stor. Samtidig peger Ole Søeberg på økonomien i det: 

Novo Nordisk havde tidligere en reserve på 15 mia. kr. i rene kontanter, efter gælden var betalt. Nu ser det ud til, at selskabet i stedet kommer til at bruge flere penge, end der kommer ind på kontoen, hvilket lægger op til, at Novo løber en større risiko på grund af opkøb, mener han.

Som Euroinvestor tidligere har beskrevet, står Novo Nordisk i en situation præget af kursfald og intensiveret konkurrence. Det sker på trods af, at medicinalgiganten netop har leveret stærke regnskabstal. 

Omsætningen landede på 78,5 mia. kr. mod ventet 71,6 mia. kr., og driftsindtjeningen (EBIT) overgik forventningerne med 33,3 mia. kr. mod ventet 28,9 mia. kr. 

Samtidig er forventningerne til salg og drift blevet opjusteret til -6 til 0 pct. fra tidligere -4 til -12 pct. 

Alligevel rammes Novo-aktien af et fald på 4,3 pct., fordi markedet reagerer på skuffende data for fedmekandidaten CagriSema samt en nedskrivning på et andet pipelinemiddel.

Usikkerheden forstærkes af et markant pres fra ærkerivalen Eli Lilly, hvis aktie omvendt steg 4,9 pct. onsdag efter en kraftig opjustering af omsætningsforventningerne til 85–87 mia. dollar. 

Selvom Novos Wegovy-pille fortsat dominerer og sidder på ca. 80 pct. af markedet, har Eli Lillys pille, Foundayo, allerede kapret de resterende 20 pct