Henter kommentarer

Aktionærer må tage sig til takke med mindre udbytte

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Vis mere

Aktionærer i BankNordik kan se frem til udbytte, men det skulle have været større.

Der er nemlig i forbindelse med bankens regnskab for 2023 foreslået et udbytte på 8,33 kr. pr. aktie., men det er en afvigelse fra udbyttepolitikken i BankNordik.

Banken vil nemlig kun udlodde, hvad der svarer til 26 pct. af resultatet efter skat i udbytte, og det er til trods for, at udbyttepolitikken i banken dikterer, at det skal være 70 pct. af resultatet efter skat.

Aktionærerne kommer altså til at gå glip af et udbytte, der ellers skulle have lydt på lidt over 22 kr. pr. aktie. 

Årsagen skal findes hos en vurdering fra Finanstilsynet, som har sat en klods om benet på banken. Som følge af en høring hos Finanstilsynet, har bankens bestyrelse derfor valgt at sænke udbyttet for 2023 markant. 

»Årsagen til afvigelsen er en igangværende høring i forbindelse med Finanstilsynets foreløbige vurdering, at man ikke kan fastslå, at der er et veludviklet og veletableret marked for bolig- og erhvervsejendomme på Færøerne og i Grønland,« skriver den færøske bank i sit årsregnskab for 2023, som har været »præget af medvind«.

Driftsresultatet for 2023 lander på 279 mio. kr., hvilket er 30 mio. kr. mere end det foregående år.

Resultatet efter skat endte i 2023 på 308 mio. kr., og det er næsten en fordobling fra det foregående år. Banken forventer dog at levere et mindre resultat i 2024 på mellem 225 og 255 mio. kr.

BankNordik falder med næsten 8 pct. efter middag tirsdag. 

Læs mere: Jyske Bank klar med udbytte til aktionærerne: Så stort bliver det

Læs mere: Økonom dumper nyt tiltag fra Jyske Bank: 'Skuffende lavt'