Mere end 50 aktivister er trængt ind på kontorerne ved Maersk Tankers.
Iblandt dem er den svenske klimaaktivist Greta Thunberg.
Københavns Politi bekræfter, at de er tilstede ved Maersk Tankers i Holmbladsgade på Amager. De fik anmeldelsen 09.40.
Lige nu er aktivisterne både udenfor og inde i bygningen.
»Vi kan bekræfte, at der er mødt demonstranter op derude. Vi er i dialog med dem. Nu skal vi finde ud af, hvad der er muligt, og om de vil forlade stedet friviliigt,« siger vicepolitiinspektør Simon Hansen til B.T.
Ordensmagten er også ved at finde ud af, om Maersk vil tillade, at personerne er trængt ind i bygningen, eller om de vil have dem fjernet.
Aktivistgruppen, Den Grønne Ungdomsbevægelse, har udsendt en pressemeddelelse. Her skriver de, at de vil sætte fokus på Mærsks rolle i klimakrisen. Gruppen vil også sætte fokus på Mærks fragt af våben til Israel, som den Grønne Ungdomsbevægelse mener den danske rederigigant står bag.
Mærsk har selv afvist den påstand.
Maersk Tankers er et af Mærsks datterselskaber.
Artiklen er oprindeligt udgivet på BT