Henter kommentarer

Alle investorernes øjne er rettet mod denne neglebider i dag – det kan det betyde for aktierne


Fredag lander kongetallet, og det kan sende aktiemarkedet op, hvis tallet lander uden de store overraskelser, vurderer eksperter.

Kongetallet, som er et tilnavn til den amerikanske jobrapport Non Farm Payrolls, siger noget om, hvordan det går i verdens største økonomi USA og omfatter antallet af nye job skabt uden for landbruget.

Derfor er alle øjnene fra økonomer og investorer rettet mod jobrapporten, men forventningerne stikker i alle retninger.

Tallet landede i sidste måned på 272.000 nye job, hvilket slog forventningerne fra markedet og viste en »bragende stærk« økonomi ifølge Sydbank.

Selvsamme Sydbank forventer, at tallet i denne omgang kommer til at ligge på 225.000 nye job, hvilket er langt over, hvad konsensus ifølge Trading Economics ligger på. Den lyder nemlig på 190.000 job.

Hos Nordea henviser man til tal fra Bloomberg, der viser en forventning på 180.000 job, og markederne skal håbe, at tallet lander omkring forventningerne. For det vil styrke troen på, at dampen er ved at gå ud af økonomien, vurderer chefanalytiker Jan Størup Nielsen fra Nordea.

»Hvis man lander lige omkring de der 180.000-190.000, så tror jeg faktisk, det vil være positivt for aktiemarkedet. For så vil det styrke den her fortælling om, at det amerikanske arbejdsmarked er i gang med sådan en nedkøling,« siger han.

Selvom han også vurderer, at en lille skuffelse vil løfte aktiemarkederne. Til gengæld kan en alt for stor skuffelse have den modsatte effekt, da dampen heller ikke skal forsvinde fuldstændig fra kedlerne.

Man kan godt komme til at klø sig lidt i håret og tænke, at mindre økonomiske vækst og gang i kedlerne er en dårlig ting for aktiemarkedet, men det er det ikke altid, fortæller Jan Størup Nielsen.

»Det, vi har set på det seneste, er, at dårlige amerikanske nøgletal har løftet aktiemarkederne, fordi det har fremskyndet forventningerne til, at der kommer rentenedsættelser,« siger han og tilføjer:

»Dårlige økonomiske nøgletal er ikke godt for aktierne, men det er klart, hvis det kan få renterne ned, så er det måske godt alligevel.«

Han peger samtidig på, at man skal holde øje med, hvordan tallet for lønstigninger falder ud.

»Hvis lønstigningstakten bliver lavere end ventet, så tror jeg, at det vil give et løft til aktierne, for så vil det med det samme styrke markedernes tro på en rentenedsættelse til september.«

Samme holdning deler seniorøkonom hos Sydbank Kim Blindbæk, som kalder nøgletallet 'Average hourly earnings' eller lønstigningstakten for næsten lige så vigtigt et nøgletal som kongetallet.

»Hvis lønstigningstakten viser sig at være højere end forventet, så kan markedet gå hen og blive bekymret for, om der kommer ild under inflationen i USA igen,« siger Kim Blindbæk til Euroinvestor.

Lønstigningstakten målt fra år til år forventes at lande omkring 3,9 pct. ifølge Trading Economics. Tallet var i sidste måned 4,1 pct.

Læs mere: Populær aktie er braget op – investor ser opturen fortsætte

Læs mere: Bitcoin i nedtur – rammer laveste niveau i måneder