Alle regner med, at elbiler fra Kina kommer til at stige i pris.

Nu bliver prisen på to modeller i stedet sat voldsomt ned.

Tidligere på ugen faldt en gigantisk hammer ned over kinesiske bilproducenter.

Fra begyndelsen af juli bliver det nemlig markant dyrere at importere kinesiskproducerede elbiler til EU.

Læs også: Vigtig dag for C25-selskab: Det vil forvalter holde øje med

Det har i første omgang fået Tesla til at varsle over for blandt andre potentielle danske kunder, at prisen på den populære Model 3 – som produceres i Kina – kommer til at stige i juli.

Men mens alle holder vejret i spænding omkring, hvor stor en del af den nye toldregning, som mærker som BYD og Xpeng har tænkt sig at sende videre til kunderne, sætter MG prisen på to modeller ned i Danmark.

I en pressemeddelelse fortæller MG, at man sænker prisen på MG4 Electric Trophy Extended Range og MG4 Electric XPower ned med henholdsvis 35.000 kroner og 25.000 kroner.

Euroinvestor og B.T. samarbejder - derfor findes artiklen på Euroinvestor.

De to koster nu henholdsvis 264.999 kroner og 274.999 kroner i en periode, der strækker sig, så længe lager haves, oplyser MG Motor Danmark over for B.T.

»Lageret er på cirka 150 biler,« siger Lene Mejdal Iversen fra MG Motor til B.T.

»Vi har arbejdet med en kampagne på disse lagerbiler en rum tid, og det er tilfældigt, at vi kan annoncere den på bagkant af pressemeddelelsen fra EU-Kommissionen,« tilføjer hun med henvisning til onsdagens nyhed om de kommende toldsatser.

Læs også: Novo Nordisk på rekordkurs: Storbank ser større potentiale

Lene Mejdal Iversen forsikrer om, at kunder, der køber en af de pågældende biler, ikke efterfølgende kan blive ramt af en forhøjet importsats.

»Der er tale om lagerbiler, som forlængst er importeret inden marts, hvor EU begyndte at registrere import af kinesiske elbiler med henblik på yderligere told,« siger Lene Mejdal Iversen.

MG-bilerne hører under den kinesiske gigant SAIC, som er en af de bilproducenter, som står over for at blive ramt af den højeste toldsats overhovedet.

EU-kommissionen har onsdag meldt ud, at satserne er fastsat efter, hvor godt eller dårligt de enkelte fabrikanter har samarbejdet med efterforskningen af kinesisk statsstøtte til elbilindustrien.

Over for B.T. fastholder Lene Mejdal Iversen, at det endnu er for tidligt at sige, om MG-modellerne vil stige i pris på grund af toldreglerne.

»Vi har endnu til gode at få bekræftet, hvordan de øgede importtoldsatser vil ramme markedssituationen,« siger hun.

»Når der er afklaring på alle markedsforhold, vil vi i tæt samarbejde med MG koncernen agere på den aktuelle situation. Indtil da har vi masser af MG-modeller på lager, som ikke er berørt af straftold,« understreger Lene Mejdal Iversen.

Læs også: Nyt medlem i C25: Sådan mener økonom det vil påvirke aktiekursen 

Læs også: Finsk selskab vil købe dansk forsikringskæmpe