Alm. Brand klarer det bedre end ventet og opjusterer sine forventninger


Det danske forsikringsselskab Alm. Brand er torsdag morgen kommet med regnskab for andet kvartal af 2026.
Tilbage i slutningen af april blev der afsagt en Højesteretsdom, der ændrede på praksis for kompensation af arbejdsskadeforsikringer. Det har hærget på Alm. Brands resultat i andet kvartal.
Alligevel klarer forsikringsselskabet det bedre end ventet af analytikerne.
I perioden har Alm. Brand kunne fremvise et forsikringsresultat på -52 mio. kr., hvilket er en bedre end analytikernes forventning om et resultat på -139 mio. kr., ifølge estimater indsamlet af selskabet selv.
I samme periode sidste år lød forsikringsresultatet på 520 mio. kr.
Combined ratio - der angiver forholdet mellem præmieindtægter og udgifter - endte også bedre end ventet på 101,7 pct. mod forventningen om 104,6 pct.
Tilbage i slutningen af april blev Alm. Brand nødsaget til at sænke sine forventninger til 2026, efter selskabet måtte hensætte 700 mio. kr. på baggrund af Højesteretsdommen.
Det ser dog ikke ud til, at 2026 bliver et lige så slemt år som først antaget.
Derfor hæver Alm. Brand nu sine forventninger til helåret 2026 i forbindelse med selskabets regnskab.
Forventningen til forsikringsresultatet for helåret opjusteres med 100 mio. kr. til 1,20-1,40 mia. kr.
Opjusteringen er drevet af forbedret underliggende forretning samt afløbsgevinster, fremgår det af regnskabet.
Forventningen til investeringsresultatet opjusteres med 100 mio. kr. til 250 mio. kr. efter et meget tilfredsstillende kvartalsresultat på 215 mio. kr., hvor aktier og obligationer har bidraget positivt til udviklingen.
Til regnskabet lyder det fra administrerende direktør i Alm. Brand, Andreas Ruben Madsen:
»Det er klart, at Højesterets afgørelse på arbejdsskadeområdet påvirker os, ligesom resten af branchen, i et ellers meget stærkt kvartal, men med vores hensættelse på 700 mio. kr. er vi nu klar til at se fremad.«
»Ser vi bort fra hensættelsen, leverer vi et rekordhøjt resultat for andet kvartal, der fører til en opjustering af helårsforventningen til resultat før skat med 200 mio. kr. Den stærke udvikling i den underliggende forretning for både Privat og Erhverv bygger videre på vores fornuftige start på den nye strategiperiode og understøtter vores målsætning om at skabe en mere effektiv og konkurrencedygtig koncern til gavn for kunder og aktionærer,« siger han.
Det seneste år er Alm. Brand-aktien faldet med 6,3 pct.