Forsikringsselskabet Alm. Brand opjusterer sine forventninger til resultatet før skat for 2025.

Det fremgår af selskabets regnskab for andet kvartal, der er landet onsdag morgen.

Forsikringsresultatet bliver opjusteret med 50 mio. kr. til 1,6 – 1,8 mia. kr., mens investeringsresultatet opjusteres med 50 mio. kr. til 250 mio. kr.

Dermed bliver forventningerne til resultatet før skat opjusteret med 100 mio. kr. »efter et kvartal med et solidt forsikringsresultat samt en positiv udvikling i den underliggende forretning,« fremgår det af regnskabet. 

Dykker man ned i tallene for andet kvartal, ser de ud som følger:

I andet kvartal sikrede Alm. Brand sig et forsikringsresultat på 520 mio. kr., hvilket er det højeste resultat realiseret hidtil, fremgår det af regnskabet. 

Det er også bedre end ventet af analytikerne, der havde set det forsikringsresultat lande på 494 mio. kr., ifølge estimater indsamlet af selskabet selv.

Det forsikringstekniske resultat viser resultatet af forsikringsforretningen, hvilket vil sige præmieindtægter og forsikringstekniske rente fratrukket erstatningsudgifter og driftsomkostninger.

Combined ratio udgjorde 82,3 pct. i andet kvartal, hvilket er lavere end i samme periode i 2024, hvor den lå på 88,5 pct. Analytikerne havde ventet en combined ratio på 82,9 pct.

Combined ratio er et vigtigt nøgletal i regnskaber for forsikringsselskaber, der er summen af erstatningsprocenten og omkostningsprocenten. Man vil gerne have et så lavt combined ratio som muligt.

Til regnskabet lyder det fra topchef Rasmus Werner Nielsen:

»Vi har haft et tilfredsstillende 2. kvartal, hvor vi særligt har hjulpet med skader på bygning, indbo og biler og samtidig rådgivet mere end en kvart million kunder om deres forsikringer i en tid, der er præget af usikkerhed på mange fronter.«

»Regnskabet for 2. kvartal understreger koncernens robusthed med en tilfredsstillende privat- og erhvervsforretning, der begge bidrager til den positive udvikling,« tilføjer han. 

Siden årets start er aktien i Alm. Brand steget med over 22 pct.