Det danske forsikringsselskab Alm. Brand har onsdag løftet sløret for sine forventninger til 2026.

Det fremgår af en meddelelse.

Samtidig lyder det fra selskabet, at et stærkt resultat i det forgangne år gør det muligt at udlodde 2,4 mia. kr. til aktionærerne.

Således har bestyrelsen lagt op til, at der bliver udbetalt ordinært udbytte på 0,66 kr. pr. aktie for 2025-regnskabsåret.

Det svarer til 0,9 mia. kr.

Samtidig planlægger Alm. Brand at igangsætte et aktietilbagekøbsprogram på 1,5 mia. kr., hvoraf den ene milliard er ekstraordinær.

- Samlet svarer den ordinære udlodning af resultatet for 2025 til en pay-out ratio på 98 pct. for 2025. Koncernen har ultimo 2025 en solvensdækning på 193 pct. efter fraregning af den samlede udlodning, der ventes igangsat i 2026, skriver forsikringsselskabet.

En ny strategi skal bane vejen for at Alm. Brand skal realisere et forsikringsresultat eksklusive afløbsgevinster eller -tab på 1,65--1,85 mia. kr.

Det fremgår af en meddelelse fra forsikringsselskabet.

Samtidig ventes omkostningsprocenten at blive i niveauet 17 pct., og det vigtige nøgletal combined ratio ses at lande i niveaeut 84,5-86,5.

Det flugter nogenlunde med de forventninger, analytikerne har til selskabets finansielle formåen i 2026, viser konsensusestimater indsamlet af selskabet selv.

Således ser analytikerne, at combined ration lander på 83,4 pct., mens omkostningsprocenten ses lande på 16,8 pct.

Resultatet for koncernen venter Alm. Brand lander mellem 1,85--2,05 mia. kr. før skat.

Alm. Brand kan for regnskabsåret 2025 fremvise forsikringsindtægter på 11,8 mia. kr., mens forsikringsresultatet blev 1,91 mia. kr., som overgik selskabets finansielle målsætning.

- Resultatet for 2025 sætter et meget tilfredsstillende punktum for sammenlægningen af Alm. Brand og Codan og en strategiperiode, hvor vi har overgået alle vores finansielle målsætninger. Og det i en tid præget af usikkerhed på mange fronter, udtaler topchef Rasmus Werner Nielsen.

Aktien i Alm. Brand stiger 0,3 pct. onsdag, kort efter selskabet har løftet sløret for sine finansielle ambitioner for 2026.

Det seneste år er Alm. Brand-aktien oppe med næsten 30 pct.