Googles moderselskab, Alphabet, leverede onsdag et stærkt regnskab for andet kvartal med højere omsætning og overskud end forventet. Investorerne kvitterer ved at sende Alphabet-aktien op med 1,3 pct. i eftermarkedet.
Samtidig meldte selskabet ud, at det vil hæve sine investeringer markant i 2025.
Alphabet forventer nu at bruge 85 mia. dollars på anlægsinvesteringer næste år – 10 milliarder mere end tidligere udmeldt. Det skyldes især stigende efterspørgsel på virksomhedens cloud- og AI-produkter, skriver CNBC.
Kvartalets omsætning landede på 96,4 mia. dollar mod de forventede 94 mia., og indtjeningen per aktie var 2,31 dollar mod ventet 2,18. Alphabet tjente samlet 28,2 mia. dollar i kvartalet – næsten 20 pct. mere end samme tid sidste år.
De fleste af Alphabets forretningsområder voksede. Annoncesalget steg til 71,3 mia. dollar, YouTube reklamer nåede 9,8 mia., og Google Cloud voksede hele 31 pct. til 13,6 mia. dollar.
Samtidig udvides brugen af kunstig intelligens. Alphabets AI-søgefunktion, AI Overviews, bruges nu af over 2 mia. mennesker hver måned. Dets chatbot-app Gemini har rundet 450 millioner brugere.
Selv de mere eksperimenterende afdelinger, som selvkørende biler, der hører under Waymo-forretningen og sundhedsteknologi, der er forankret i forretningsbenet Verily, viste fremgang – dog med et samlet underskud på 1,25 mia. dollar.
