Det er ikke kun Novo Nordisk, der har oplevet markante kursudsving den seneste tid. Det samme har andre aktier i den del af markedet.
Aktien i det amerikanske sundhedsselskab, Hims & Hers Health, har den seneste måned fået skåret over 23 pct. af sin værdi.
Siden årets start er det alligevel blevet til en fremgang på 78 pct. for medicinalselskabet. Hvis du ikke kender selskabet, er det ikke så mærkeligt, fordi det kun har en markedsværdi på 3,44 mia. dollar. Du kender dog måske navnet på den dansker, der netop er blevet en del af bestyrelsen.
For lidt over to uger siden blev det annonceret, at den kendte danske erhvervsmand og tidligere kronprins i Novo Nordisk, Kåre Schultz, kunne sætte sig rundt om bestyrelsesbordet hos Hims & Hers.
Det amerikanske børsnoteret sundhedsselskab laver en række produkter inden for populære behandlingsområder som hudpleje, hårbehandling og potenspiller, hvilket Berlingske blandt andet har bemærket torsdag. Deres helt store sats lige nu er en kopiversion af Novos supersællert, fedmemidlet Wegovy.
»Hims & Hers er på vej til at revolutionere sundhedsindustrien,« udtalte Kåre Schultz i en pressemeddelelse fra selskabet, da hans indtræden i bestyrelsen blev annonceret.
Da Hims & Hers tilbage i maj annoncerede, at de ville lave kopiversioner af Novos fedmemiddel eksploderede aktien, og der blev lagt knap 900 mio. dollar til selskabets markedsværdi på en dag, skriver Bloomberg News.
Kåre Schultz var ansat i Novo i 18 år, hvor han arbejdede sig op og endte som viceadministrerende direktør i den danske gigant. Han blev spået til at skulle overtage pladsen for bordenden – men sådan endte det ikke.
Han blev i stedet topchef i medicinalselskabet Lundbeck, som specialiserer sig i medicin til hjernen. Her sad han i to år, før han endte som topchef for det israelske kopimedicingigant Teva.
I november 2023 blev det meldt ud, at Kåre Schultz fra årsskiftet ville stoppe i Teva.
Læs også: Novo Nordisk køber aktier af Novo Holdings
Læs også: Er det nu, man skal købe op i Novo Nordisk? Få analytikerens svar her


Mange ved det ikke - rammer over 60 pct.