Amerikansk aktie tordnede op med 76 pct.


Amerikanske Sweetgreen startede sin tilværelse som børsnoteret aktie på New York Stock Exchange, NYSE, med en solid fremgang på 76,8 pct. til 49,50 dollar, efter at selskabet havde solgt aktier via noteringen til 28 dollar stykket.
Salatkæden rejste 364 mio. dollar ved børsnoteringen torsdag, da selskabet solgte 13 mio. nye aktier og altså til 28 dollar stykket, selv om de oprindeligt var udbudt i intervallet 23-25 dollar.
Sweetgreen har valgt at time sin børsnotering med, at økonomien i USA er genåbnet og mange amerikanere er vendt tilbage til kontorerne, hvor de måske skal indtage en grøn frokost leveret fra salatkæden, da især mange yngre amerikanere fokuserer på at spise sundere.
Selskabet, der på et tidspunkt torsdag så sin aktiekurs mere end fordoblet, er nu knap 5,3 mia. dollar værd.
.\˙ MarketWire