Når den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holder sit næste rentemøde 3-4. maj, så vil en renteforhøjelse på 50 basispoint "være på bordet".

Det siger den amerikanske centralbank-chef, Jerome Powell, torsdag aften i forbindelse med deltagelse i et IMF-panel, hvor centralbankchefen i ECB, Christine Lagarde, også deltager.

Det er passende at rykke lidt hurtigere på renterne, lyder det fra Jerome Powell, efter at banken i marts tog hul på perioden med renteforhøjelser med en lille en af slagsen på 25 basispoint til et interval på 0,25-0,50 pct.

»Jeg vil sige, at 50 basispoint vil være på bordet ved mødet i maj. Vi er virkelig engageret i at bruge vores værktøjer til at få 2 pct. inflation tilbage,« siger Jerome Powell med henvisning til bankens mål for årlige prisstigninger.

I øjeblikket ligger inflationen langt over 2 pct., hvilket har kaldt på stramninger af pengepolitikken for at dæmpe aktiviteten i økonomien.

Læs også: Analytiker overrasket, hvis rygterne taler sandt

Læs også: Elon Musk bekræfter

.\˙ MarketWire