Den amerikanske detailkæmpe Home Depot har tirsdag leveret blandede tal for andet kvartal, men investorerne hæfter sig tilsyneladende umiddelbart ved en lavere vækst i det sammenlignelige salg end ventet.

I formarkedet falder aktien i hvert fald umiddelbart 4,6 pct. efter tallene. Væksten i det sammenlignelige salg opgøres til 4,5 pct., hvor konsensus hos analytikerne var en stigning på 5,6 pct. ifølge Bloomberg News.

Indtjeningen var ellers bedre end ventet. Bundlinjen viser således et overskud på 4,81 mia. dollar svarende til 4,53 dollar per aktie, hvor der blandt analytikerne var ventet 4,43 dollar per aktie.

Omsætningen voksede desuden 8,1 pct. til 41,12 mia. dollar.

Læs også: Tesla-aktien står til fald efter ulykke med børn

Læs også: Walmart opjusterer forventningerne

/ritzau/FINANS