Spoiler-advarsel: Artiklen afslører dele af handlingen i den nye 'Sex and the City'-serie.

Aktien i amerikanske Peloton, der laver interaktive træningsprogrammer og -maskiner på abonnementsbasis er i løbet af de seneste tre måneder styrtdykket med mere end 60 pct.

Alene i sidste uge tabte aktien i selskabet, der voksede voldsomt under den første coronanedlukning, da fitnesscentrene var lukkede, knap 10 pct.

Ifølge nyhedsbureauet MarketWire, fik Peloton sænket sin anbefaling fra 'outperform' til 'hold' af den schweiziske storbank Credit Suisse. I samme omgang mere end halverede finanshuset sit kursmål på aktien fra 112 dollar til nu 50 dollar.

Men en anden begivenhed kan formentligt også have været med til at sende aktien ned.

Torsdag i sidste uge fik den længe ventede 'Sex and the City'-reboot premiere, og netop Peloton spiller en afgørende rolle i seriens første afsnit.

En af karaktererne, Mr. Big, der har været med i den populære serie siden første sæson udkom i 1998, dør på sit badeværelsesgulv efter at have cyklet i 45 minutter på en træningscykel fra Peloton.

På premiedagen lukkede Peloton-aktien i et fald på 11,3 pct. og dagen lukkede aktien i et yderligere dyk på 5,4 pct.

Det fiktive dødsfald på Peloton-træningscyklen har fået selskabet til at udsende en meddelelse, der slår fast, at man ikke dør af at bruge Pelotons maskiner.

Derudover lyder det fra firmaet, at Mr. Bigs »ekstravagante« livsstil nok i højere grad har spillet en rolle.

»Jeg er overbevist om, at 'Sex and the City'-fans er kede af det over, at Mr. Big dør af et hjerteanfald,« lyder det i en udtalelse fra læge Suzanne Steinbaum, der er en del af Pelotons råd for sundhed og velvære, til blandt andet Los Angeles Times.

»Mr. Big levede et liv, som mange ville kalde ekstravagant. Det inkluderede cocktails, cigarer og store bøffer - han var i høj risiko, og havde allerede haft et hjerteanfald i sæson seks. Disse livsstilsvalg og måske endda hans familiehistorie, som ofte er en væsentlig faktor, var den sandsynlige årsag til hans død. At køre på sin Peloton-cykel kan endda have været med til at forsinke hans hjerteanfald,« fortsætter Suzanne Steinbaum.

Men som sagt er 'Sex and the City'-afsnittet formentligt ikke den eneste årsag til, at aktien har mistet pusten. Siden samfundet genåbnet har Pelotons forretningsmodel været under pres, lyder det fra Credit Suisse-analytikeren Kaumil Gajrawala ifølge MarketWire.

»Forbrugerne virker fikseret på genåbningstemaer og køber ind med en usikker tidslinje for normalisering,« skriver Kaumil Gajrawala.

I løbet af det seneste år er aktien nede med knap 70 pct.

Læs også: Nordnet om 'massivt kurspres': Det kan forklare, hvorfor Bavarian-aktien falder

Læs også: Jyske Bank om C25-aktie: 'Derfor anbefaler vi, at investorerne samler op i aktien'