Mens stemningen er blandet på Wall Street efter den amerikanske børsåbning, er der ikke tvivl om humøret omkring et af de store kendte selskaber.
Netflix-aktien brager op straks efter klokken ringede ind til aktiehandel.
Streamingselskabet offentliggjorde et nyt regnskab torsdag efter markedet lukkede, og fredag er derfor dagen, hvor investorernes dom over de nye tal fældes.
Og med en stigning på 10 pct. til Netflix-aktien må man sige, at det nye regnskab har fået en varm modtagelse.
Tallene viste da også en pæn stigning i omsætningen på 15 pct. sammenlignet med samme periode i 2023.
Derudover har Netflix også formået at lokke 5 mio. nye kunder ind i butikken. Her havde analytikerne kun regnet med 4,5 mio. nye abonnenter.
Selvom stemningen er god hos Netflix, er aktiemarkedet mere blandet i åbningen. Både S&P 500 og det mere teknologifokuserede Nasdaq-indeks stiger fra start med henholdsvis 0,2 pct. og 0,6 pct., mens Dow Jones-indekset falder 0,3 pct.
Læs også: Italiensk industri kæmper for overlevelsen: Bannerfører har tabt 43 pct. i år
