Investorerne og økonomerne har tørstet efter det, og nu er det endelig landet.

De amerikanske inflationstal har fredag givet et overraskende indblik i amerikanske økonomi, efter regeringsnedlukningen har forhindret udgivelsen af en række vigtige nøgletal.

Den samlede inflation i september lyder på 3,0 pct., når man sammenligner med samme måned sidste år, og det er lidt lavere end ventet.

Analytikerne rundt om i verdenen havde nemlig ventet, at tallet ville lyde på 3,1 pct., viser tal fra datatjenesten Trading Economics.

Kerneinflationen lander ligeledes på 3,0 pct., når man holder tallet op mod tallet for 2024, og det er ligeledes lavere end ventet.

Selvom inflationstallene i USA stiger mindre end ventet, så ligger de stadig over målsætningen fra den amerikanske centralbank om en stabil inflation på 2 pct. årligt.

Alligevel venter chefanalytiker Natalia Setlak fra Arbejdernes Landsbank, at renten vil blive sænket på det kommende rentemøde, der finder sted onsdag i næste uge.

Svækkelsen af arbejdsmarkedet, som er den anden parameter, centralbanken har fokus på, vejer tungest hos lige nu, skriver chefanalytikeren i en note.

»Inflationen er dog stadig for høj til at lempe meget aggressivt. Tempoet af rentenedsættelser i de kommende kvartaler kommer til at være afhængig af, hvordan inflationen og arbejdsmarkedet udvikler sig i de kommende måneder,« skriver Natalia Setlak.

De lavere end ventet inflationstal er også godt nyt for boligejere, lyder det fra cheføkonom Søren Kristensen fra Sydbank.

»Det betyder, at det nu næsten er sikkert som amen i kirken, at renten i USA sættes ned i næste uge. Det kan også give lidt lavere renter til de danske boligejere,« skriver han i en kommentar.

Cheføkonomen peger dog på, at inflationen fortsat ligger over centralbankens målsætning, men den er ikke for høj til at afspore en rentenedsættelse, som flere af medlemmerne i banken har varslet.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, mødes tirsdag og onsdag i næste uge, og på sidstedagen vil investorerne blive klogere på, hvor renten skal hen.

Investorernes appetit kom også hurtigt igen på en noget lunken handelsdag, efter tallenes offentliggørelse.

Futures for S&P 500 steg med 0,7 pct., mens futures for Nasdaq hoppede op med 0,9 pct. oven på offentliggørelsen.

Europæiske og danske aktier steg også med omkring 0,2 pct., når man kigger på de ledende indeks.

Læs også: Analytikerne ser stor fidus i C25-aktie: Kan stige næsten 50 pct.

Læs også: Investeringsstrateg om Novo: Det gør jeg med aktien

Podcast

Millionærklubben Eksklusiv: Skal du satse på aktiespillets vinderaktier DEL 2

De sidste mange uger har det været muligt at spille med i Millionærklubbens aktiespil, og selvom tusindvis af danskere har kastet sig helhjertet ind i kampen, blev det hurtigt tydeligt, hvor svært det er at skabe gode afkast på kort tid. Men hvad kan man så tage med sig? Kan man overhovedet lære noget af at konkurrere om titlen som Danmarks største aktiehaj? I denne udgave af Millionærklubben Eksklusiv dykker Millionærklubben ned i konkurrencen, ser på udvalgte porteføljer i spillet og debatterer, om der er grund til fortsat at satse på de pågældende aktier, som vinderne kastede sig over. Hør også klubbens faste hold dele ud af de erfaringer, de selv fik i aktiespillet, og få deres bud på vinderaktier i "den virkelige verden". Debatten styres af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde: Lau Svenssen, chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg, Michael Friis Jørgensen, aktiechef hos HC Andersen Capital, og Lars Persson, teknisk analytiker hos Aktierådet.