Den amerikanske inflation falder mere end ventet.
Det står klart efter at der blevet offentliggjort friske inflationstal for juni måned torsdag eftermiddag dansk tid.
Inflationen i verdens største økonomi lander således på 3 pct. i juni sammenlignet med samme måned året før. Det var under det markedet havde forventet på forhånd, da de havde regnet med en inflation på 3,1 pct.
Kigger man på den månedlige inflationsudvikling fra maj til juni så lander den på -0,1 pct., hvor forventningerne på forhånd var 0,1 pct. Det er første gang i fire år, at den månedlige inflationsudvikling er negativ.
Tallene er vigtige for investorer og boligejere, da de kan få betydning for om den amerikanske centralbank snart vil sætte renten ned. Det vil som udgangspunkt være godt nyt for boligejere og investorer, da centralbankens pengepolitik har stor magt over den globale renteudvikling på længere sigt. Det er især renten på de 30-årige, fastforrentede realkreditlån der bliver påvirket af renteniveauet i USA.
Et højt renteniveau påvirker som udgansgpunkt også aktiemarkedet negativt, da det blandt andet gør det dyrere for virksomhederne at låne penge, hvilket kan begrænse dem i at udvide deres forretninger og vokse. Derfor er aktieinvestorer som udgangspunkt også positivt stemt overfor lavere renter.
Den amerikanske centralbank har som en af sine vigtigste opgaver, at sikre en stabil inflation på omkring 2 pct., og derfor holdes der tæt øje med, hvordan inflationen udvikler sig.
Kigger vi på kerneinflationen, som er renset for fødevarer- og energipriser, så lander den på 3,3 pct. i juni måned sammenlignet med samme måned året før. Her havde markedet forventet 3,4 pct. og dermed lander dagens tal under forventningerne.
Her var den månedlige inflationsudvikling på 0,1 pct., mens markedet havde forventet prisstigninger på 0,2 pct. fra maj til juni.
Læs også: Torsdag udløses spændingen: Vigtigt nøgletal kan dirke fastlåste renter op
Læs også: Fem råd til ferien: Slip for dyre gebyrer når du betaler
