Henter kommentarer

Amerikansk it-selskab i gigantisk fald


Onsdag blev en dyr dag for Palo Alto Networks, der faldt med 28 pct.

Og dagen har nu skrevet sig ind i historien, som den værste handelsdag for it-sikkerhedsvirksomheden, siden selskabets børsnotering i 2012. Det skriver CNBC.

Det store fald kom efter selskabets sænkede sine forventninger til årets omsætning.

Ved et analytiker opkald tirsdag fortalte administrerende direktør, Nikesh Arora, at en større føderal kontrakt ikke havde »udmøntet sig i det tempo og på de forbrugsniveauer, vi havde forventet« i løbet af kvartalet, ifølge erhvervsmediet. 

I samme omgang valgte selskabet at sænke deres forventninger til omsætningen for hele 2024 til 7,95-8 mia. dollar fra tidligere 8,15-8,2 mia. dollar.

Palo Alto Networks-aktien blev ellers fordoblet i 2023, efter en række cyberangreb fik flere virksomheder til at øge deres forbrug på sikkerhed. 

De seneste kvartaler har efterspørgslen efter sikkerhedsudstyr heller ikke ændret sig så meget hos Palo Alto Networks, hvor geopolitisk uro øger opmærksomheden på sikkerhed, lød det fra topchefen i analytikeropkaldet.

Men det nye er, at »vi er begyndt at lægge mærke til, at kunderne er kørt trætte i forbruget inden for cybersikkerhed,« tilføjer Nikesh Arora. 

Aktien i Palo Alto Networks er på trods af faldet fortsat oppe med knap 40 pct. det seneste år. 

Læs også: Milliardforvalter om regnskabsaktuel C25-aktie: »Hamrende billig«

Læs også: Efter kritik: Skattesager med kryptovaluta genoptages