Der er netop blevet offentliggjort amerikanske jobtal i form af arbejdsmarkedsrapporten 'non farm payroll' for november og oktober.
Tallene har været forsinkede på grund af den amerikanske regeringsnedlukning i efteråret.
Men nu viser rapporten, at jobskabelsen var negativ i oktober og at der forsvandt 105.000 nye job udenfor landbruget. Det skyldes blandt andet et fald på 162.000 job i den amerikanske regerings beskæftigelse som konsekvens af Trump-administrationens forsøg på at slanke den offentlige sektor.
I november landede tallet på 64.000 nye job udenfor landbruget. Det var mere end de 50.000 job som analytikere og økonomer havde ventet på forhånd.
Ledigheden stiger fra 4,4 pct. i september til 4,6 pct. i november og alt i alt er der tale om et amerikansk arbejdsmarked, som er på vej ned i gear. Over de seneste tre måneder er der således 'kun' blevet skabt 22.000 nye job i USA.
Men selvom jobvæksten ser ud til at være mindre i USA, er der også positive tegn i dagens jobrapport. Sådan lyder det fra Bjørn Tangaa Sillemann, der er chefanalytiker hos Danske Bank:
»Jobefterspørgslen er fortsat ret solid i USA, så bunden er ikke ved at gå ud af arbejdsmarkedet, men strømmen af fremmed arbejdskraft er bremset markant op. Derfor er den strukturelle jobvækst også aftaget markant,« skriver han i en kommentar.
Hos Sampension har aktiechef Philip Jagd set en 'solid jobrapport', der kortvarigt var med til at sende de amerikanske aktiefutures op.
»Det er specielt positivt, at den private jobskabelse er stærkere end frygtet. Sammen med en god lønvækst er det understøttende for privatforbruget og dermed jobudsigterne fremadrettet,« udtaler han i en kommentar og fortsætter:
»At ledigheden stiger lidt, skyldes, at deltagelsesgraden stiger. Rapporten viser dermed et øget arbejdsudbud og en robust privat sektor, hvilket er positivt.«
I kølvandt på den amerikanske jobrapport er de amerikanske aktier startet ud med moderate kursfald i tirsdagens tidlige børshandel.

