Det amerikanske smykkeselskab Signet Jewelers »fik kniven af investorerne« onsdag, hvor aktien faldt med 12 pct.
Det skriver Sydbank i en kommentar.
Ifølge banken skyldes det store fald en skuffende guidance, i forbindelse med at Signet præsenterede sit regnskab for 4 kvartal. Indtjeningen overraskede dog investorerne, bemærker Sydbank, da Signet kunne fremvise en justeret indtjening per aktie på 6,73 dollar mod en forventning om 6,37 dollar per aktie.
Omsætningen skuffede dog en smule, da der var forventet 2,55 mia. dollar, mens den landede på 2,5 mia. dollar.
Læs også: Store planer hos Novo Nordisk
For første kvartal af 2024 forventer Signet en omsætning på mellem 1,47-1,53 mia. dollar mens markedet havde forventet 1,61 mia. dollar. Og det var med til at sende aktien kraftigt ned, bemærker Sydbank.
Det seneste år er Signet Jewelers-aktien ellers steget med 20,5 pct.
Kigger man på hvad de professionelle analytikere mener om aktien, så kan der være potentiale at finde. Der er i alt 7 analytikere, der dækker aktien ifølge Bloomberg. 3 af dem har en købsanbefaling, mens 3 har en hold-anbefaling. Kun en analytiker anbefaler at sælge aktien.
Analytikerne har et gennemsnitligt kursmål for Signet-aktien på 114,4 dollar. Det vil sige den kurs, som analytikerne tror aktien kan bevæge sig imod indenfor de seneste 12 måneder. Det indikerer et kurspotentiale på 27 pct. mod den seneste lukkekurs på 90 dollar per aktie.

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner
