Det amerikanske cybersecurity-selskab Crowdstrike er involveret i et massivt globalt IT-nedbrud, der påvirker alt fra banker til lufthavne og medier fredag morgen.
Det skriver en række internationale medier, herunder CNBC.
I en meddelelse skriver Crowdstrike til mediet NBC, at man er opmærksom på at systemer og computere, der kører på Microsofts Windows styresystem crasher fredag morgen.
Flere lufthavne - herunder Berlins lufthavn - er således ramt af tekniske problemer fredag. Den tyske lufthavn indstiller således flyvningen frem til klokken 10, skriver BT på baggrund af en historie fra Reuters.
Euroinvestor kan bekræfte nedbruddet, da flere medarbejdere har været ramt af IT-problemer denne morgen på redaktionens computere, der benytter Windows.
IT-nedbruddet har nu også ramt forsikringsselskabet Tryg, hvis hjemmeside man ikke kan tilgå i øjeblikket.

