Storbanken JPMorgan Chase & Co. tror nu på flere aktiestigninger i 2026.

En gruppe strateger i storbanken har således hævet sit mål for, hvor det toneangivende aktieindeks S&P 500 fra USA vil ende i 2026.

De regner nu med, at indekset vil ende året på et niveau omkring 7.600 mod tidligere 7.200. Indekset lukkede mandag omkring 7.109 og kan derfor stige yderligere 7 pct.

Den yderligere optur til de amerikanske aktier begrundes med gode udsigter for teknologiselskaberne, der kan få medvind af AI-bølgen.

- I en verden, hvor virksomheder og regeringer over hele kloden kæmper om at investere i AI i jagten på produktivitetsgevinster og af frygt for at blive overflødige, tror vi på, at 'Quality Growth'-temaet vil forblive attraktivt og tætpakket, lyder det fra strategerne.

De amerikanske aktier er steget eksplosivt siden investorerne blev bekendt med udsigterne til en våbenhvile mellem Iran og USA.

S&P 500-indekset er således steget hele 12 pct. siden 30 marts.

Indekset er oppe med 3 pct. i år indtil videre.

Millionærklubben

Den geopolitiske usikkerhed er ikke ligefrem aftaget. Alligevel ser investorerne tilsyneladende gennem det hele og læner sig trygt ind i aktiemarkederne. Så hvem får ret på sigt? Millionærklubben tjekker ind på dagens finansmarkeder og debatterer, om verden set i lyset af krigen i Mellemøsten er bedre eller dårligere rustet mod energiprischok, end den var i 1970’erne. Panelet består af chefanalytiker Lau Svenssen fra Svenssen & Tudborg samt økonom og stifter af Earlybird Research & Education, Frank Hvid. Vært: Bodil Johanne Gantzel