Henter kommentarer

Amerikansk toppolitiker langer ud efter Ørsted: 'Skandaløst'


Ørsted har skrinlagt to store projekter i USA, og det falder ikke i god jord hos politikeren Phil Murphy.

Murphy, der er guvernør i New Jersey, langer nemlig ud efter Ørsted på X, der tidligere hed Twitter. 

»Dagens beslutning fra Ørsted om at opgive sine forpligtelser over for New Jersey er skandaløst og sætter spørgsmålstegn ved virksomhedens troværdighed og kompetence,« lyder det fra Murphy.

Læs også: Grønt dansk selskab straffes af investorerne

Det er ikke tilfældigt, at det lige præcis er New Jerseys guvernør, som stryger til tasterne. Ørsted har nemlig droppet de to projekter Ocean Wind 1 og Ocean Wind 2, der begge skulle bygges ud for New Jerseys kyst.

Ørsted dropper onsdag de to projekter, efter selskabet forgæves har forsøgt at genforhandle priser på de aftaler, man indgik for år tilbage. Dengang var renterne 0 og inflationen lav, men siden er begge ting steget til vejrs.

Phil Murphy lader dog forstå, at han vil holde Ørsted til ilden og forsøge at få dem til at videreudvikle de to projekter. 

»Jeg har pålagt min administration at tage alle nødvendige skridt for at sikre, at Ørsted fuldt ud opfylder sine forpligtelser,« skriver guvernøren.

Ørsted har nedskrevet i alt 28,4 mia. kr. og forventer at skulle nedskrive yderligere 8-11 mia. kr., fordi selskabet med al sandsynlighed skal betale en bøde for at trække sig fra de omtalte projekter.

Læs også: Ørsted får voldsomme kursklø – sådan gør aktiechefen nu

Læs også: Storbank: Ørsted kan blive tvunget til at lave en kapitalrejsning