Udsigten til et magtskifte i den amerikanske Kongres lægger pres på de amerikanske aktiefutures, men de danske investorer behøver ikke frygte en tilsvarende rød bølge skyller ind over det danske aktiemarked.

Det vurderer Nordnets investeringsøkonom Per Hansen efter Demokraterne i USA står til at vinde magten i både Senatet og Repræsentanternes Hus. Der er onsdag morgen udsigt til kursfald, når børshandlen i USA skydes i gang. Selv om midtvejsvalget skaber rystelser i USA, rammer det Danmark dog på mere afdæmpet måde.

»Et negativt USA-marked kan få en mindre dansk betydning på indeksniveau, men ikke en meget stor direkte afsmitning,« forklarer Per Hansen.

Kursfaldene i USA afspejler ifølge ham, at USA's præsident Donald Trump har baseret sin politik på tech-mastodonterne.

»Demokraterne vil formentlig være mindre tilbøjelige til at give disse selskaber økonomiske forlommer,« forklarer han.

Under overfladen vil de politiske forskydninger dog kunne mærkes i de store danske sektorer. For den tunge medicinalsektor er udsigten et tveægget sværd: 

»Demokraterne vil mere stat, mere sundhed og mere national funding. Som udgangspunkt er det godt for pharma. Samtidig er ønsket om lavere priser også stort, og det kan give lidt pres,« forklarer økonomen. 

Til gengæld er der udsigt til grøn medvind for selskaber som Vestas og Ørsted: 

»En demokratisk kongres betyder også en mere grøn agenda. Det vil investorerne tage godt imod i relation til Vestas og Ørsted.«

Selvom de tidlige reaktioner i USA peger nedad, advarer Per Hansen mod at overfortolke formarkederne: 

»Vi har set det før: Amerikanske formarkedsbevægelser behøver ikke ende op med at være det endelige dagsresultat.«

Fremadrettet venter der dog et fastlåst politisk spil i Washington, hvor præsident Donald Trump må forventes at »bruge sin vetoret så ofte som det overhovedet lader sig gøre«, mens usikkerheden om oliepriser og geopolitiske spændinger i Hormuz og mod Iran fortsat lurer over investorerne.