Henter kommentarer

| Opdateret

Analysechef: Disse tal kan pege mod nye rekorder

Foto: Josh Edelson
Vis mere

Især tre amerikanske techgiganter har drevet markederne mod nye højder. Men kan de blive ved med det? Det får vi et fingerpeg om, når Apple, Microsoft og Amazon lægger nye regnskaber frem i denne uge.

Apple kommer med tal tirsdag, Microsoft med tal onsdag, og Amazon med tal sent torsdag. Tallene vil blive studeret nøje, fordi aktierne er så indekstunge, og fordi de været en del af drivkraften for aktiekurserne, uddyber Michael Friis Jørgensen, der er analysechef hos Alm. Brand Markets.

»Selskaberne er vigtige for stemningen i aktiemarkedet. Hvis tallene er gode, så peger det mod, at aktierne skal videre opad,« udtaler han.

Coronavirussen, der i disse dage præger aktiemarkeder, skal dog pilles ud af den ligning, påpeger Michael Friis Jørgensen. Den kan du læse mere om i 'Asiens turistindustri kan blive hårdt ramt af kinesisk virusudbrud' .

Michael Friis Jørgensen foretrækker at se på teknologisselskaber som ledende indikator frem for at se på traditionelle industriselskaber som Caterpillar. Teknologisektoren er nemlig der, hvor den generelle økonomiske vækst er sammenlignet med de gamle industrier.

»Teknologiselskaberne er i min optik en bedre bellwether for investeringer, og der kan man jo bruge chipsektoren,« udtaler Michael Friis Jørgensen. Han referer til det, der på engelsk betegnes som bellwether-aktier. Den direkte oversættelse er 'klokkefår', og det henviser til det får, som leder flokken.

Han kommer til at hæfte sig ved forskellige tal for hvert af techselskaberne.

Den primære tese om Apple er, at serviceforretningen får mere plads. Hovedhistorien i aktien er, at den skal værdisættes som 'tech' og ikke som 'hardware'. Dertil kommer forventingen om, at Apple via dens musik- og tv-kanal kan blive en indholdsleverandør, forklarer Michael Friis Jørgensen.

Teknologigiganten har lanceret en tv-platform og selv om der er ikke tilnærmelsesvis så meget indhold som hos Netflix, Amazon Prime og Disney, skal Apple kunne vise, at der stadig er grund til at købe ind på tesen om, at aktien kan stige. Apple vil gerne kunne kræve en højere valutation ved at flytte en større del af forretning over mod højere vækstrater, forklarer han.

Michael Friis Jørgensen henviser til, at investorer måske også køber ind i Apple på grund af det løft, som 5G-teknologien ventes at bidrage med, men at det formodentlig ligger et år ude i fremtiden.

For softwaregiganten Microsoft bliver det især spændende at se, hvordan gigantens totale cloudforretning og Azure klarer det, fortæller han.

Den forventede indtjening per aktie, EPS, for Microsoft er ifølge Forbes $1,32 per aktie, mens det i sidste kvartal var $1,10. For omsætningen er konsensus-forventningen en vækst på 9,8 procent sammenlignet med sidste kvartal.

For Amazon er der også flere ting, der bliver interessant at følge. Ehandels-delen udgør den største del af Amazons forretning, men det bliver også spændende at se, om konkurrenterne æder sig ind Amazons cloud-forretning - kendt som Amazon Web Services (AWS). Analytikere og investorer vil også holde øje med udviklingen for streamingtjenesten Amazon Prime. Derudover bliver de nye tal for lønsomheden i Amazon en stor joker, påpeger Michael Friis Jørgensen..

Dette uge byder også på flere interessante regnskaber:

Tirsdag 28. januar får vi nye tal fra bl.a. McDonald's, Ebay, chipproducenten Advanced Micro Devices samt luksuskoncernen LVMH og medicinalgiganten Pfizer.

Onsdag 29. januar får vi tal fra blandt andre elbilproducenten Tesla og det engang så hæderkronet industrikonglomerat General Electric, betalingsgiganten Mastercard. Facebook kommer også med tal onsdag, og her bliver det ifølge MarketWatch interessant at se i hvilken grad, at Facebook er lykkes med at tjene penge på 'stories'-formattet på Instagram samt selve Facebook. Derudover bliver det også en gyser, når flygiganten Boeing lægger tal frem - især fordi luftfartskæmpen har været ramt af 737 MAX-krisen.

Torsdag 30 januar kommer turen til Ørsted, telekoncernen Verizon, Volvo, spilfirmaet Electronic Arts og som tidligere nævnt Amazon.

Fredag den 31. januar kommer Caterpillar, der producerer industrimaskiner, med friske tal.